Pinse-friluftsgudstjeneste i nye omgivelser
Traditionen tro afholder alle fire pastorater i 9460 Brovst fælles friluftsgudstjeneste anden pinsedag, men da dagen i år falder på 5. juni og dermed på grundlovsdag, finder gudstjenesten sted i nye rammer. Det sædvanlige sted for arrangementet, søbredden i Jægerum Søpark, bliver i år skiftet ud med de grønne omgivelser på pladsen ved siden af Lerup Kirke, lige ved indgangen til Fosdalen. Flytningen sker for at skabe mulighed for både at kunne deltage i friluftsgudstjeneste og det årlige grundlovsmøde, som Indre Mission i Han Herred gennem mere end 120 år har holdt på samme sted.
Ved friluftsgudstjenesten kl. 13.00 medvirker de fleste af præsterne fra 9460-området, som skiftevis vil tage sig af gudstjenestens forskellige led. Ligeledes vil de fleste af områdets kirkemusikere undervejs stå for forskellige musikalske indslag.
Ved det efterfølgende grundlovsmøde kl. 14.00 taler professor i kirkehistorie, Kurt Larsen, Aarhus, og her som under gudstjenesten, vil der naturligvis være masser af fællessang.
Deltagere til såvel gudstjeneste som grundlovsmøde bedes selv medbringe kaffekurve samt klapstol eller tæppe til at sidde på.