Pigegarden hjælper til ved Grøn Koncert

21. juli 2017 kl. 08.55

Ca. 35 hjælpere skal Brovst Pigegarde bruge, når de stiller op til Grøn Koncert den 23. juli som hjælpere. De meldte sig til allerede i foråret og har efterlyst frivillige via Facebook.

- Nu er vi kommet i land, folk skulle lige vækkes først, siger formand for forældreforeningen, Ellen Sørensen.

Det er primært de store piger og deres forældre, der hjælper til. Formålet er at skaffe penge til pigegarden og går primært til noget socialt for pigerne.

De frivillige kender ikke de praktiske opgaverne på forhånd, men ved lidt om, hvad de kan vente sig, for det er fjerde gang de stiller op.

- Det kan være, at vi skal rydde op eller stå vagt ved hegnet, men vi renser ikke toiletter, understreger Ellen Sørensen. De sidste år har de nøjes med at stille op ved siden af toiletterne som "knusere", der henviser folk til de vogne, der er tomme. Så knuser de køen, men kan også godt give en rigtig knuser, hvis en ven kommer forbi.

- Vi forsøger at dirigere hjælperne hen til de opgaver, hvor de passer bedst. Ikke alle har lyst til at stå i baren.

Ellen Sørensen lover, at det bliver en god dag i godt selskab, hvor de frivillige hjælpere bliver bespist hele dagen, og så går det jo til et godt formål.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste