Penge til fodbold fra karneval
To hold fra FIF Fodbold skal til Costa Brava Cup til efteråret, og for at tjene til nogle ekstra oplevelser, har U14 drengeholdet og U13 pigeholdet været frivillige hjælpere ved Aalborg Karneval.
22 var voksne af sted til karneval, hvor opgaven bestod i at være vagter omkring to vogne i optoget fra Haraldslund til Kildeparken. Vognvagterne skulle først og fremmest sørge for, at ingen af de mange karnevalsdeltagere kom i karambolage med henholdsvis Harry Potter- og Roligan-vognene. Desuden skulle der gives drikkevarer ud til vognenes følgere, der havde købt "fri bar" undervejs. Turen blev både varm og lang i det flotte vejr, så det var faktisk drikkevand, der blev en mangelvare til sidst, selv om der sandelig også blev langet mange øl og mokai’er ud til de tørstige deltagere.
Søndag morgen var både børn og voksne med til oprydning i Kildeparken, hvor opgaven syntes noget uoverskuelig - at rydde et område på størrelse med dyrskuepladsen i Fjerritslev. Området var fyldt med nedtrampede plastikkrus, mad, konfetti, og hvad de mange gæster ellers efterlod sig.
Opgaven blev delt i tre omgange. Først kørte man alle barnevogne og andre køretøjer ud til en vej. Derefter kom grov-oprydningen, hvor der blev laver utallige bunker, som kom i affaldssække. Til sidst den værste opgave, nemlig finrensning af alt unaturligt, der er blevet smidt i området siden sidste karneval. Det blev til adskillige fylde sække, men for mange var det også en hyggelig oplevelse, og en god måde at være sammen på. Endvidere kunne man lære unge fodboldspillere lidt om at arbejde for de ting, man gerne vil opleve med sin forening.