Billede beskrivelse

Penge til at forvandle købmandsgård til kreativitetshus

02. maj 2022 kl. 11.58
Opdateret kl. 15.42

Som konsekvens af betydelige prisstigninger har frivillige ældre ildsjæle påtaget sig opgaven med at udføre alt malearbejde i forbindelse med ombygningen af Kreativitetshuset i Lildstrand.

Velux Fonden har som anerkendelse heraf bevilliget 60.000 kr. til indkøb af materialer og grej. Det skriver Foreningen Kreativitetshuset i Lildstrand i en pressemeddelelse.

Bevillingen er givet under fondens særlige uddelingsområde, hvor uddelingen sker i anerkendelse af aktive ældres frivillige indsats i en moden alder.

Velux Fonden har tidligere doneret 46.000 kr. til indkøb af pilehegn, som ligeledes blev opsat af gruppen af aktive ældre frivillige ildsjæle.

- Vi er stolte og taknemmelige over, at fonden endnu engang påskønner vores indsats for at forandre den gamle købmandsgård i Lildstrand til et spændende og aktivt Kreativitetshus, siger formanden Hanne Marie Kværndrup, der glæder sig over, at der hurtigt meldte sig en arbejdsgruppe til at udføre arbejde.

Hun gør dog opmærksom på, at flere er velkommen til at melde sig til arbejdet, som forventes at strække sig hen over sommeren i takt med at håndværkerne færdiggøre de enkelte afsnit.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste