Pandrup Hestevæddeløb aflyses for tredje gang på fire år
Pandrup Hestevæddeløb må springe over endnu en afvikling. Men denne gang ser regnskabet ud til at gå i nul, hvilket kan spare Jammerbugt Kommune mange tusinde kroner
PANDRUP: På fire år har Pandrup Hestevæddeløb nu måtte aflyse tre af gangene. Årets væddeløb må aflyses grundet regeringens anbefalinger mod større forsamlingerne til og med august, hvor arrangementet ellers skulle være afholdt.
I 2017 og 2019 blev Pandrup Hestevæddeløb ligeledes aflyst. Dengang var det dog på grund af regn, hvilket gav aflysninger i sidste øjeblik modsat dette års manglende afvikling.
- Vi har tidligere været uheldige med vores aflysninger. Det har kostet lidt på sponsorsiden, at vi måtte aflyse sent. Men i år er der ikke indbetalt noget endnu, og vi har heldigvis ikke været ude og binde en masse penge op på noget. Så det koster os ikke en hel masse, og jeg tænker ikke, at vi bliver økonomisk ramt, siger Henrik Larsen Kristiansen, formand for Pandrup Borgerforening.
Som arrangører har borgerforeningen tidligere tabt penge på aflysninger. Derfor havde man fra i år fået en underskudsgaranti fra Jammerbugt Kommune på 40.000 kroner.
Formanden regner dog ikke med, at den bliver aktuel.
- Der er ikke lavet bindende kontrakter på mange af de ting, som vi havde ved de andre aflysninger, hvor man aflyste på dagen. Der er heldigvis ikke købt noget ind, og jeg forventer faktisk, at vi kommer ud med et rundt nul på væddeløbet i år. Så kan kommunen bruge de penge kroner på noget andet, lyder det fra ham.
Som det ser ud i øjeblikket, må byens borgere vente til 2021 med et lokalt hestevæddeløb. Ifølge Henrik Larsen Kristiansen er der nemlig ikke store muligheder for at afholde væddeløbet efter august.
- Vi skal tage højde for, hvilke løb der er omkring på de etablerede baner. Det er dem, som hestefolket prioriterer højest. Så det er ikke realistisk med en udskydelse, da vi kommer hen til kvalifikation til derby og så videre. I så fald ville vi ikke få ret mange heste med til vores løb, og så er der ingen fornuft i det, forklarer formanden.
Trods endnu en aflysning har borgerforeningen ikke tænkt sig at opgive arrangementet, der i år kunne fejre 85 års jubilæum. Man satser i stedet på at afvikle det til næste år, hvor der så vil blive for anden gang på fem år.
- Vi er meget opsatte på, at væddeløbet skal blive til mere end tidligere. Specielt festlighederne omkring løbet vil vi gerne arbejde med. Vi har kunne etableret mellem 10 og 12 gode løb hver år, men vi vil gerne gøre det til en folkefest. Vores tanke er, at der skal ske mere på pladsen, og vi havde tænkt os at bygge nye dommertårne til i år, som kunne være en fast del. Vi vil gerne, at vores hestevæddeløb kan nå samme højde som i Asaa, der har en havnefest i forbindelse med løbet og får flere tusinde mennesker ind. Den folkefest vil vi også have, siger Henrik Larsen Kristiansen.
Lige præcis hestevæddeløbet i Asaa er Pandrup Borgerforening i tæt samarbejde med, da det er landets eneste hestevæddeløb uden for de etablerede travbaner. Derfor håber man i Pandrup på at kunne holde entusiasmen omkring arrangementet frem til næste sommer.
Derudover vil man i borgerforeningen arbejde videre med de projekter, som kan løses uden større forsamlinger.
- Vi har nogle ting, der skal laves rent administrativt. Vi ønsker en ny flagallé i byen, som vi arbejder kraftigt på. Det er tæt på at lykkes, og så må vi bruge tiden på at planlægge nogle ting fremadrettet og håbe på, at vi stå for noget spændende i september.
- Tiltag gennem sommeren kan vi godt skyde en hvid pil efter, og så må vi give den mere gas, når vi kommer længere hen, slutter Henrik Larsen Kristiansen.
Pandrup Hestevæddeløb skulle have været afholdt den 23. august.