Billede beskrivelse

På strejftog med H.C. Andersen

30. maj 2017 kl. 11.35

Per Iversen og Jens Hostrup går 8. juni kl. 20 sammen om en koncert på Tranum Strandgård, Kunst- og kulturcenter som de kalder - På strejftog med H.C. Andersen.

Den danske, verdensberømte eventyrdigter H.C. Andersen var en vidt berejst sjæl, som med en umættelig trang til oplevelser nåede at se mange egne af Europa. Hele hans liv var en stor rejse, og konstant var han på farten. Ikke mindst i Danmark, hvor bl.a. utallige herregårde fik besøg af ham. At gå ind i Andersens univers er også som at begive sig ud på en spændende ekspedition.

I sang og musik og med oplæsning af udvalgte H.C. Andersen-fortællinger tager Per Iversen og Jens Hostrup tilhørerne med på en tur ind i eventyrdigterens forunderlige verden. En verden af besjælede planter, dyr og ting, som enhver, barn som voksen, holder af. Nogle af Andersens elskede og til tider pudseløjerlige, menneskelige figurer træder også frem - heriblandt eventyrdigteren selv, ved udpluk fra hans dagbøger.

Per Iversens teater- og sangmæssige baggrund bunder i mange års medvirken i en række egnsspil, musicals, operetter og kabaretforestillinger. Gennem de senere år har han desuden optrådt med oplæsninger af forskellige litterære værker, især af H.C. Andersen og dansklitteraturs anden store Andersen, Benny. Endelig har han som sanger medvirket i forskellige sammenhænge ved en lang række kirkekoncerter.

Jens Hostrup er uddannet musikpædagog og har igennem mange år været leder af en række musikskoler. Derudover har han været aktiv musiker i utallige konstellationer inden for klassisk, jazz, rock og folkemusik. Det er ikke uden grund, at Jens får mærkatet multimusiker, for han spiller utallige instrumenter som guitar, saxofon, diverse fløjter og violin m.m.

En aften med med Per Iversen og Jens Hostrup er en aften med indlevelse i fortællingerne og en aften fuld af musikalsk poesi i guitarspillet og sangen, og hvor man kan opleve, hvordan en skarnbasse med indbildte guldsko lyder...

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste