På jagt med gevær og vandpistol
Børnehave var med til regulering af råger
Onsdag 24. maj begav de ældste børn fra Børnehaven Bøgebakke sig afsted til Bratskov i Brovst. Bevæbnet med vandpistoler var de klar til at møde Skovsgaard Jagtforening, som denne dag havde inviteret børnene ned for at overvære rågereguleringen. Rågen er spurvefugl, derfor har den i lighed med krager, skader og andre småfugle været totalfredet i årevis. Den er meget selskabelig og yngler i toppen af ældre løvtræer. Naturstyrelsen kan dog give tilladelse til en regulering.
Derfor kunne børnehavebørnene på en dag med sol og fuglefløjt på nærmeste hold overvære skydningen. Bagefter hjalp børnene med at finde de nedfaldne råger i skovbunden. De fik også set hunden Balder i aktion, når den snusede sig frem til en død rågeunge. Rågerne blev efterfølgende taget med hjem til børnehaven, hvor jægerne parterede dem.