Optimisme i turistbranchen langs Nordvestkysten
Turistbranchen på Nordvestkysten ser nu mere optimistisk på sommeren. Aftalen om en genåbningsplan, der er blevet indgået i Folketinget, vækker glæde.
Det oplyser Destination Nordvestkysten i en pressemeddelelse.
- En plan, vi kan forholde os til, er jo det, vi i den grad har efterspurgt, oplyser Peter Krusborg, CEO i Destination Nordvestkysten, som er ejet af Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig og Holstebro Kommune.
Destination Nordvestkysten oplyser også, at danskerne selv ikke mindst det seneste års tid har opdaget Nordvestkysten – men Peter Kursborg konstaterer også, at tyskerne og nordmændene skal med også, hvis sommeren skal blive den succes, branchen i Destination Nordvestkystens område desperat higer efter ovenpå et langt corona-år.
Den ny aftale betyder, at rejsevejledningerne bliver lempet i fire faser efter 21. april og frem mod sommeren, så der omkring 26. juni med fjerde fase formentligt er helt åbent for, at turister med et EU Coronapas igen kan besøge den danske nordvestkyst.
Lige nu er det især anden fase, der starter 21. april, der er interessant for turistbranchen på nordvestkysten, for den betyder, at færdigvaccinerede udlændinge fra såkaldte gule og orange EU og Schengenlande igen kan rejse ind i Danmark uden krav om test og isolation.
- Vi er glade over, at der nu endelig ligger en plan, for det er dét, vi gang på gang har efterspurgt, og når tyskerne og nordmændene efter 1. maj kan rejse ind i Danmark, hvis de er færdigvaccinerede, så betyder det, at vi med en større ro kan gå sommeren i møde, mener Peter Krusborg.
Han mener dog også, at det er en rimelig forventning, at listen over anerkendelsesværdige formål genovervejes, for han er ikke i tvivl om, at blandt andet de tyske og norske turister er klar, fordi de enten har reserveret i håb om genåbning - eller er parat til at gøre det.
- Det er altså mange millioner, der står på spil for branchen, så derfor håber vi på linje med blandt andet Dansk Erhverv og Feriehusudlejernes Brancheforening, at en ferie i et feriehus, camping etc. kommer på listen over anerkendelsesværdige formål.
Peter Krusborg er ikke i tvivl om, at branchen er klar til det helt store indryk.
- Vi ligger lunt i svinget ovenpå påsken. En god sommer vil give turistbranchen i vores område ro i maven og mulighed for at kigge fremad.