Oplev malerierne, der forener menneske og natur
AABYBRO: Elsebeth Hougård Sørensen udstiller i Galleritunnel på Aabybro Bibliotek.
Elsebeth Hougård Sørensen er autodidakt maler igennem 25 år. Hun og hendes familie har igennem de sidste 30 år haft stor tilknytning til Rødhus og Blokhus, tæt på Vesterhavet.
De er nu på fjerde år bosat i Blokhus, hvor himmel og hav står i ét. Elsebeth Hougård Sørensen får sin inspiration ved at bo så tæt på havet og den vilde natur omkring Blokhus. Hun bliver ligeledes inspireret af menneskekroppen, som konstant er i forandring og har så forskellige udtryk.
I malerierne tilstræber hun at forene naturen og mennesket, hvor hun både bruger modeller og maler efter fri fantasi.
Elsebeth Hougård Sørensen er født og opvokset i Kolding, men i sit voksne liv har hun boet i Midtjylland. Hun bruger tiden på sin store passion for at male.
Udstillingen kan ses i maj og juni i hele bibliotekets åbningstid.