Ole vil nyde sit otium og giver stafetten videre
Louise Lund Grynderup har overtaget Nybolig Fjerritslev
Efter ti år ønsker ejendomsmægler Ole Rasmussen at nyde sit velfortjente otium og har overdraget indehaverskabet af Nybolig Fjerritslev til ejendomsmægler Louise Lund Grynderup.
- Jeg har været glad for at hjælpe et hav af både sælgere købere godt videre i Fjerritslev, men nu er tiden inde til, at forretningen skifter hænder, og jeg er tryg ved at vide, at det er Louise, der skal føre forretningen videre, siger Ole Rasmussen.
Mens den nu forhenværende ejendomsmægler udtrykker tryghed, er der ydmyghed at spore hos den nye indehaver, der i de sidste 11 år har været indehaver af Nybolig Vesthimmerland - Løgstør.
- Vi er ydmyge over for opgaven med at drive Nybolig i Fjerritslev videre. Vi har glædet os, selv om det samtidig er vemodigt at tage afsked med en god kollega. Vi ønsker Ole det allerbedste, og lover, at vi vil gøre vores til at føre forretningen godt videre, siger hun.
Ifølge Louise Lund Grynderup oplever hun, at mange af de købere, som henvender sig til kontoret i Løgstør, også er interesseret i Fjerritslev-området.
- Vi ser det derfor kun som en fordel, at vi er til stede på begge sider af fjorden, fortæller Louise Lund Grynderup.
Nybolig Fjerritslev har hidtil været en fysisk forretning, men fremover vil den blive omdannet til en udstillingsforretning. Alle fire medarbejdere vil fysisk være at finde på kontoret i Løgstør.
- Vi fungerer rigtig godt sammen, og der er en god dynamik og energi mellem os. Det gør, at vi holder hinanden ekstra skarpe, hvilket i sidste ende gavner kunderne, siger Louise Lund Grynderup.
Den nye indehaver har også allerede et stort fokus på digital markedsføring, som hun nu vil videreføre.
-Vi fokuserer meget på at have den rigtige og bedste præsentation af vores boliger online og på de sociale medier. Vi følger med i, hvad vores købere efterspørger, og vi tilpasser løbende, så vi til enhver tid kan sikre vores boligsælgere det bedste salg, siger Louise Lund Grynderup.