Ønskelands store åbningsdag

250 mødte op på Øland, og der var gang i alle aktiviteterne

10. maj 2017 kl. 09.01

Solen skinnede fra en himmel så blå som pigegardens uniformer, da Ønskeland holdt officiel indvielse 6. maj.

- Vi havde en super flot åbning med deltagelse af ca. 250 personer. Der var gang i alle aktiviteter både ude og inde. Både børn, unge og voksne hyggede sig, fortæller centerleder Thomas Nørgaard og fortsætter.

- Børn fra to års alderen og voksne barnlige sjæle klatrede i stor stil. Der blev også bagt snobrød og spillet fodbold, street hockey, kongespil, kryds og bolle og meget andet.

Pigegarden indledte dagen med deres ankomst til Ønskeland kl. 11.45 og spillede frem til borgmester Mogens Gades åbningstale og sluttede flot af med et lykønskningsnummer, da de marcherede fra Ønskeland igen, efter at Frederik Krogh Jørgensen og Mogens Gade havde klippet den røde snor.

- Vi er så heldige at have modtaget en masse flotte gaver til gavn for de fremtidige brugere af Ønskeland, bl.a. spil, fiskegrej og meget andet. Også en del donationer, som kommer til gavn ved Ønskelands egen frivillige familielejr, som bliver afholdt i efteråret, fortæller Thomas Nørgaard. Den er et tilbud til familier, som af en eller anden årsag har behov for et pusterum fra hverdagen. Ophold i familielejren kan ansøges direkte fra hjemmesiden http://www.oenskeland.dk/

- Vi er meget ydmyge over den flotte og varme velkomst, vi har fået, og vi glæder os til at bygningerne igen, meget snart, summer af liv, latter med glade mindeværdige oplevelser, slutter Thomas Nørgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste