Billede beskrivelse

Ølfest med sild og musik

20. juli 2017 kl. 10.27

På lørdag gentager bryggerimuseet i Fjerritslev tidligere års succes og inviterer til sommerølfest i Bryggergårdens have.

Der er gratis smagsprøver på de tre forsøgsbryg, som bryggerlavet har brygget i fællesskab.

- Det er øl, der er lavet i kælderen og kun til dette formål, så der er, hvad der er, siger daglig leder af museet Ellen Helvind.

Thisted Bryghus kommer også og skænker smagsprøver ud og traditionen tro leverer Vagabonderne det musikalske tapet med en blanding af jazz, blues og gamle fiskersange.

Fra middagstid kan man købe fadøl og en sildetallerken.

- Der plejer at være fuldt hus og en rigtig god stemning, siger Ellen Helvind og tilføjer, at der er plads til 150 gæster.

Skulle vejret - mod forventning - være dårligt, rykker arrangementet ind i Bryggerkælderen og et opstillet telt.

Sommerølfesten laves i samarbejde mellem Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum, Han Herred Turistforening og Fjerritslev Handelstandsforening.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste