Oase for haveentusiaster: Haveselskab var på kør-selv tur til Flamsted Gl. Skole
FJERRITSLEV: Den 24. juni var der afgang fra fire forskellige destinationer i kommunen. Målet var Flamsted Gl. Skole, som oprindelig var en lille landsbyskole på størrelse med et parcelhus.
Arrangørerne, Haveselskabet Fjerritslev sammen med Jammerbugt Afdeling, havde godt 25 deltagere. Vejret kunne ikke have været skønnere; der var tørvejr, og temperaturen var helt perfekt.
Alle nåede frem ca. kl. 19 som planlagt, og indehaveren af stedet, Birte Bak, bød velkommen og fortalte, at hun og hendes mand overtog stedet i 2010, fordi de fik lyst til at flytte på landet.
De kom fra et parcelhus i Aars. Begge har fuldtidsjob, men interessen for at dyrke have er stor. Da de købte stedet, var haven blevet forsømt, fordi huset havde været lejet ud, så de startede fra bunden, men lod dog enkelte store gamle træer stå. Der blev etableret staudebede, og især bladplanten hosta blev den helt store interesse, så lige nu er der plantet omkring 600 forskellige hostaer i haven.
Birte Bak fortalte, at for fire år siden blev der mulighed for at udvide haven, og da corona så kom kort tid efter, og folk derfor fik tid til at gå mere op i deres have, fik parret den idé, at de måske også kunne sælge planter online – og det blev så starten på det plantesalg, der i dag hedder "Stauder".
Der er en vejbod ved indkørslen, hvor man kan købe planter fra i sommerhalvåret, og haven er desuden åben på enkelte dage.
Da man udvidede haven, blev der især plantet hostaer, og selvom det er nøjsomme planter, sås det tydeligt, at de nød godt af et tykt lag jorddække med champost - det er jordforbedring baseret på komposteret hestegødning.
Efter en tur rundt i den store have blev der også tid til køb af planter, og aftenen sluttede af med bestyrelsens medbragte kaffe og kager.