Nyt forsøg på at redde pensionistforeningen
Der gøres nu et nyt forsøg på at redde Aabybro, Biersted, Nørhalne Pensionistforening i en eller anden form for at køre dens aktiviteter videre.
Medlemmerne indkaldes til et nyt møde Det sker torsdag eftermiddag 18. januar på Biersted Aktivitetscenter, oplyser Jørgen Hellum.
Han sidder ikke i bestyrelsen, men var dirigent ved foreningens seneste ekstra generalforsamling i slutningen af 2017.
På den ordinære generalforsamling i september lykkedes det ikke bestyrelsen at finde afløserne for de tre medlemmer, der gik af. Heller ikke på en ekstra generalforsamling blev der fundet friskt blod.
Derfor gik bestyrelsen af efter at have indkaldt til endnu en ekstra generalforsamling med lukningen af foreningen som eneste punkt. Men der blev langt fra opnået det i følge vedtægterne nødvendige flertal på 3/4 dele af de fremmødte, som skulle stemme for en lukning.
- Derfor indkalder vi nu til et nyt møde, hvor vi skal beslutte om foreningen skal køre videre eller ej, siger Jørgen Hellum.
Pensionistforeningen tæller nemlig omkring 250 medlemmer, og mens det kniber med at finde kræfter til bestyrelsen, så er der god opbakning til de mange aktiviteter som banko, kortspil, spisning, dans for ældre og udflugter, oplyser Jørgen Hellum.
- Derfor vil jeg på mødet præsentere tre forslag. Først og fremmest, at vi får valgt nogle nye til bestyrelsen, så den kommer tilbage på de syv medlemmer. Eller, at vi vælger en bestyrelse med tre eller fem medlemmer, der blot skal fungere som en paraply for de personer, som så skal stå for aktiviteterne, siger Jørgen Hellum.
- Eller som sidste udvej, at putte foreningen i en mølpose og beholde alle tingene, så foreningen kan begynde igen, hvis der kommer nye friske kræfter senere, siger Jørgen Hellum.
Men han understreger, at samtidig skal foreningens nuværende aktiviteter lægges ind under centerrådet ved Biersted Aktivitetscenter, så de kan fortsætte.
- Jeg ved godt det bliver en tung opgave, da det betyder, at vi mister indtægter både i form af kontingent til pensionistforeningen og tilskud fra kommunen, siger han og opfordrer medlemmerne til at møde op til mødet.