Nye folk i Ønskeland
Anne Madsen Tabor er ny centerleder, og Camilla Bundgaard skal koordinere det frivillige arbejde på den velgørende institution
Øland: 38-årige Anne Madsen Tabor er den nye centerleder for den selvejende og velgørende institution, Ønskeland på Øland.
Egentlig havde hun søgt sin nye kollega, Camilla Bundgaards stilling som projekt- og frivillighedskoordinator.
Men den fik Camilla Bundgaard jo selvsagt, og hun startede for godt en måneds tid siden.
- Men så ringede Jan (Jan Vestergaard Olsen, stedets grundlægger, red.) og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at søge stillingen som centerleder, fortæller Anne Madsen Tabor, der på det tidspunkt var ansat i en lederstilling på Brovst Skole.
- Jamen, jeg tænkte jo wauw, det gider jeg da bare godt, smiler hun.
Og sådan blev det.
1. marts havde hun første arbejdsdag.
Anne Madsen Tabor er ikke helt ukendt med Ønskeland, hvor hun har været tilknyttet en udviklingsgruppe for frivillige hele 2017.
Frivillige er en ressource
Hun og kollegaen har også fokus på den store gruppe frivillige, der er tilknyttet Ønskeland.
- De gør en kæmpe forskel her, og de børn, der kommer her, forstår jo lynhurtigt, at de frivillige ikke "bare" er her, fordi, at det er deres arbejde, men fordi de ganske simpelt har lyst til at lære børnene at kende og kan lide dem, siger hun.
Arbejdet er da også i fuld gang for de to nye kollegaer, der blandt andet er i gang med at planlægge resten af året og indgå aftaler med nye samarbejdspartnere i form af blandt andet en række velgørenhedsorganisationer og kommuner.
- Og så håber vi også på, at vi kan få endnu flere frivillige fra nærområdet tilknyttet, der for eksempel kan lære børnene at lappe cykler eller strikke, smiler Anne Madsen Tabor.
- Omvendt er det også supervigtigt, at vi husker, at "belønne" de frivillige, så de synes, Ønskeland er et fedt sted at komme, siger Camilla Bundgaard, der i kraft af sit job får det ansvar.
- De er en ressource for os, og de giver deres tid til os.
- På mange måder er det jo nemt at give penge, men tid - det kræver noget af den enkelte, forklarer hun.
Den hidtidige leder, Thomas Nørgaard vil være del af dagligdagen frem til omkring påske.
Herefter vil han være del af Ønskelands bestyrelse.
Om Ønskeland
I 2015 købte Gitte & Jan Vestergaard Olsen fra Aabybro bygningerne på Hammershøj 29 på Øland med ønsket om, at stedet kunne anvendes til et velgørende formål for sårbare børn og unge.
I starten af 2017 blev Ønskeland taget i brug, og på nuværende tidspunkt har omkring 300 børn været på ophold.
Driften foretages af en selvejende og velgørende institution.
Alle bygninger og faciliteter er stillet frit til rådighed for Ønskeland, og hele konceptet er baseret på velgørenhed og en nonprofit drift.