Ny struktur for 7. årgang
Elever til den kommende 7. årgang og deres forældre har netop været til informationsmøde på Fjerritslev Skole.
Det bliver et år, hvor trivsel og personlig udvikling kommer til at fylde meget på skoleskemaet. Som et pilotprojekt har skolen indgået samarbejde med Jammerbugt Ungdomsskole omkring projektet Milife.
Konstitueret ungdomsskoleleder Katrine Ørvad Jensen kunne fortælle både elever og forældre, at Milife har til formål at øge elevernes trivsel.
Det gør man bl.a. ved at styrke elevernes kendskab til egne ressourcer og ved at lære eleverne den gode kommunikation.
Elever og forældre fik også en præsentation af lærerholder, det har kvalifikationer, der strækker sig helt fra fransk til e-sport.
For det bliver nemlig et år med langt flere muligheder inden for valgfag, fortalte leder af udskolingen Hans Henrik Thrane.
Forud for infoaftenen har Fjerritslev Skole holdt møder med alle 6. klasses forældre og elever på de fire skoler i skoledistrikt Fjerritslev.
- Det har givet anledning til, at vi har valgt at gøre tingene på en lidt anderledes måde, fortæller Pernille Hovaldt og tilføjer:
- Derfor bliver det bliver et utroligt spændende år, hvor vi virkelig har taget ind på de input, vi har fået. Vi sætter på 7. årgang massivt ind på trivsel frem for at lave tonede klasser.
Ifølge Pernille Hovaldt betyder det dog ikke, at muligheden for at vælge f.eks. mere sprog eller mere naturfag forsvinder, tværtimod.
- Der bliver faktisk bedre mulighed for at vælge til, da vi udbyder flere valgfag, end vi plejer, og valgfagene gennemføres på tværs af klasserne, siger hun.
Fransk og det populære fag e-sport er med som nye valgfag i år.