Seneste nyt
Billede beskrivelse

Ny staldmester i rideklubben

04. januar 2018 kl. 08.20

Brovst Rideklub har ansat en ny staldmester fra 1. februar. Stillingen blev slået op, da klubbens tidligere staldmester valgte at søge nye udfordringer.

Den nye staldmester bliver Maria Gildbjerg Larsen, som i forvejen har haft sin gang i rideklubben og blandt andet har vikarieret for den tidligere staldmester i løbet af efteråret.

Mange af opgaverne i klubben kræver, at man har hænderne skruet rigtigt på og det har Maria Gildbjerg Larsen papir på, at hun har. Den nye staldmester har nemlig netop afleveret sin bachelor opgave indenfor jordbrugsvirksomhed og har derfor mulighed for at starte i jobbet pr. 1.02. som har været klubbens ønske.

Maria Gildbjerg Larsen har stor erfaring i pasning og håndtering af heste og bestyrelsen i Brovst Rideklub håber derfor, at alle vil tage godt i mod hende. I forbindelse med skiftet af staldmester vil der muligvis komme enkelte ændringer fra bestyrelsens side omkring nye rutiner, når det gælder hestenes dagligdag. Der skal fra bestyrelsens side blandt andet ses nærmere på foldtider, hvornår der fodres og ordnes stald og lignende.

Der arbejdes samtidig på at få en model for undervisning i stand hurtigst muligt, idet rideklubben håber at kunne bibeholde tilbuddet om rideskoleundervisning i samme omfang som nu, eventuelt kombineret med et organiseret tilbud om udefrakommende undervisning. Det vil dog fremover også være tilladt at medbringe egen underviser.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste