Livet her

Ny plante i Birkelse er en verdenssensation

09. januar 2022 kl. 08:00

Selv her i januarkulden står Agastache Danish Delight med flotte grønne blade langs et af planteskolen, Staudemarkens, drivhuse lidt uden for Birkelse. Det er en helt ny sort af anisisop, og bladene dufter kraftigt af anis eller lakrids, når jeg nulrer dem. Tina Møller, som ejer Staudemarken, har fået patent på planten, som hun har fremdyrket ved lidt af et tilfælde.

- Jeg laver mange planter selv. Og det var fra nogle frø, jeg selv havde sået fra en ny plante - også en anisisop - som hedder Blue Boa, en blå en. Og de har altid været i blå. Og jeg tænkte, hvad mon der kommer ud af den. Og jeg opdagede lige pludselig mellem alle de blå, for de blev allesammen blå, at der var én pink. Og jeg vidste jo godt, at den fandtes ikke i forvejen, så at det var en verdenssensation i al ubeskendenhed, ler Tina Møller.

Lang vej til patent

Agastache Danish Delight er en staude og krydderurt, der både kan bruges til buketter og til at lave te af. Og selvom Tina Møllers nye sort, er den første i verden, der både er pink og vinterhårdfør, har det taget tre år at få patent på den.

- Jeg skulle først have den opformeret, så jeg havde mere end bare én plante. Så jeg tog frø fra den igen. Men jeg holdt fast i, at jeg ville ikke sælge den, fordi jeg ville prøve at søge patent. Jeg søgte så ved dem, der har lavet den der moder-plante. Spurgte dem om ikke de kunne tænke sig at producere min og hjælpe mig med at få patent igennem, fortæller Tina Møller.

Men de var ikke interesserede i at hjælpe med en ny plante, der ville blive en konkurrent til deres egen.

- Jeg vidste jo, at jeg havde fat i noget, men jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle - indtil at så sidste efterår, altså for godt et år siden - at jeg opdagede, at der var et firma i Holland, der hedder Future Plants, som ikke laver andet end at hjælpe folk med patenter og også at få dem i produktion rundt omkring, siger Tina Møller med stor begejstring.

Future Plants opdagede hun også ved et tilfælde. Hendes store havedesign-idol, hollandske Piet Oudolf, havde tagget selskabet på instagram, fordi han har været med til at stifte Future Plants.

- Så jeg kontaktede dem, sendte simpelthen et billede og fortalte dem, at jeg har fået den her nye plante. Og de skrev med det samme tilbage:” Ja tak, dem er vi interesseret i.”

Pink planter til Holland

Tina Møller fik hurtigt pakket samtlige 100 styk af hendes nye pink anisisop, som hun havde lavet fra frø, og sendt til Holland.

- Fordi alle folk de gik jo og ville hele tiden købe dem. ”Nej I må ikke købe dem. Det er min pensionsopsparing!” Så jeg tænkte: ”af sted med dem alle sammen,” siger hun glad.

I Holland gik et kæmpestort arbejde i gang.

- De skal have en botaniker først, der beskriver dem ned i anatomi, altså ned i mindste detalje, hvordan den adskiller sig fra de andre, fortæller Tina Møller og fortsætter:

- Først så skrev de jo: ”Nu har botanikeren sagt, den er god den her. Den findes ikke i forvejen.” Og så vidste de godt, det ville komme, med mindre der var nogen, der måske et andet sted i verden havde indsendt et patent på den samme. Men det var jo meget usandsynligt, tænkte de nok. Så de var hurtige til at få sat det i scene.

60 øre per plante

EU-patentet kom i hus sidste forår.

- Jeg er stadigvæk helt varm og glad over det. Fordi det er så spændende at have en plante, der kommer ud. Som jeg siger: ”Danish Delight worldwide,” siger Tina Møller med et stort grin.

Lige nu søger Future Plants også patent på Staudemarkens plante i USA, Canada og Storbritannien. Aftalen er, at de afholder alle udgifter mod, at de får halvdelen af den royalty, der bliver lagt på hver plante. Tina Møller regner med, at royaltyen på Danish Delight vil være 1 krone og 20 øre. Det betyder, at hun og Future Plants hver især får 60 øre for hver solgt plante.

- Jeg betaler rigtig meget med alle de planter, jeg bestiller, i royalty. Så jeg vidste godt, at den skulle ikke bare lige foræres væk, fordi så var der nogle andre, der snuppede den og ligesom fik den navngivet. Så derfor har jeg sådan gået og holdt på den i tre år, fortæller hun.

92.000 hits på Google

Future Plants har allerede sat Agastache Danish Delight i produktion.

- Fordi vi var så langt henne i den patentproces, så turde de godt at lade dem komme på markedet. Så jeg fik jo tilbudt allerede her i foråret småplanter fra dem. De gør så det, at de sendte nogen til Afrika af de der moderplanter, fordi der er jo altid varme og sol. Og dernede der klipper de så et lille stykke af den plante, stiklinger, som det hedder, og så sender de de der afklip til Europa, og de prikler dem så eller stikker dem, som det hedder, i Europa eller dér, hvor de så skal produceres, fortæller Tina Møller.

Hendes nye plante er i den grad på vej ud i verdens haver.

- Jeg var inde at google den for et år år siden, da jeg lige havde sendt den afsted. Der kom jo ingen hits på Agastache Danish Delight, men her for en uge siden, der var 92.000 hits. Og jeg kunne se, at den var på shops i Frankrig og i Tyskland. Og der var bare mange forskellige. Og Jespers Planteskole i Danmark får den til foråret også, siger Tina Møller.

- Og så får jeg den også selv. Jeg har jo haft den hele tiden, fordi den får sådan et salgsnummer, så snart det er hjemme, så må man godt begynde at sælge dem, fortæller hun.

Selvtillid og nye eksperimenter

Fra Tranumvej nord for Birkelse fører en grusvej ud til Staudemarken. Den er i dag plettet af vandpytter under en grå himmel. Men inde i kontoret i det ene af planteskolens tre drivhuse stråler Tina Møller.

- Det giver da noget selvtillid, og hvis så det kan give lidt økonomi til at eksperimentere videre med, for jeg har jo allerede to nye, siger hun leende.

- Jeg har jo så gjort det, at jeg har taget frø igen og prøvet at holde dem tæt ved nogle andre. Og det er jo min store lidenskab. Det er så spændende det der. Så jeg har fået sådan en sart lyserød også, og så har jeg fået en en blå, der er sådan helt lilla indeni, fortæller planteskoleejeren.

Der er ikke søgt patent på de to nyeste typer af anisisop, som hun har fremavlet. Staudemarken og Future Plants tager lige én plante ad gangen.

- Men det at få sådan nogle store navne der er med ind over, det gør jo også, at jeg er simpelthen så stolt, siger Tina Møller.

Den første afregning på royalty tikker snart ind på Staudemarkens konto. Og Tina Møllers hollandske samarbejdspartner regner med, at de i løbet af 3-4 år kommer til at sælge op mod 300.000 Agastache Danish Delight om året. Her i januar er der kun de grønne blade at se, men når solen igen sender sin varme ned over Staudemarken, vil Tina Møllers patenterede anisisop blomstre lysende pink langs drivhuset.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu