Ny Knæk Cancer løbeskole i Aabybro
Nye hold hos ROFL skal kulminere med Knæk Cancer Løbet i Aabybro i oktober
28. oktober i uge 43 afholdes Knæk Cancer løbet i Aabybro.
Hos løbefællesskabet, ROFL Run, der har som formål at udbrede løbesporten i Aabybro og Brovst, har man derfor besluttet at etablere fire nye løbeskoler.
Det drejer sig om "Igangsætterne," "Begynderne" og "5-Kæmperne." Og som noget nyt: "10-Kæmperne."
Det oplyser Karsten Sørensen fra ROFL Run.
- Vores fire nye hold skal skabe grobund for gode løbevaner, og træningen kulminerer med Knæk Cancer Løbet Aabybro 28. oktober 2017, siger han.
- Det er den gode oplevelse, fornemmelsen af velvære og ikke mindst fællesskabet, som skal styrke motivationen og lysten til at gøre løb til en naturlig del af hverdagen resten af livet.
- Men også mere erfarne løbere oplever glæden og udviklingen, når træningen foregår i et fællesskab og der er skabt grobund for at sætte sig nye mål, siger løbetræner, Jane Foget.
18 DGI uddannede løbeguides er klar til at tage imod de nye løbere.
Det er med udgangspunkt i DGI-Huset i Aabybro, at træningen foregår mandage og onsdage.
ROFLRun blev stiftet 11. april 2016 og er et løbefællesskab, som har til formål at udbrede løb i Brovst/Aabybro og omegn.
I december 2016 afholdt ROFL Run stiftende generalforsamling som forening og blev kort tid efter godkendt af Folkeoplysningsudvalget. ROFL Run er nu den 7. forening i DGI-Huset.
- Vi vægter det sociale meget højt, og alle kan derfor deltage uanset form og alder, forklarer Karsten Sørensen.