Ny festival kom godt fra start
Solen skinnede, øllene var kolde, og cirka 130 mennesker havde betalt en flad 50’er for at opleve den første Langeslund Festival. I løbet af lørdag eftermiddag og aften kunne de på plænen bag Arentsminde Kulturcenter opleve et musikprogram, der bød på både Gasolin-sange, messingblæsere, opera, irsk folkemusik og partyhits.
- Ren kunstmæssigt har det været fantastisk godt. Vi kunne godt have ønsket os lidt flere tilskuere, for vejret har været kanongodt også. Ellers har det været en ret god dag, fortæller Brian Hyllested, formand for Langeslund Kulturforening, der har arrangeret festivalen.
Aldrig oplevet et lignende program
Selvom foreningen havde ønsket sig flere gæster, er formanden godt klar over, at programmet stak i så mange retninger, at det kan have afholdt nogle fra at deltage.
- Det var lidt svært med de forskellige genrer, vi havde. Og som den første kunstner, Ole Gas, han sagde, han har aldrig nogensinde oplevet et lignende program til en festival. Aldrig. Så det er jo fint. Og der er nogle, der får en øjenåbner over for klassisk musik og ligesådan med opera. Så det har været fedt, siger Brian Hyllested.
Da blæserkvintetten fra Aalborg Symfoniorkester spillede Cancan, der blandt andet er kendt fra parisiske Moulin Rouge, klappede publikum da også begejstrede med.
Festival igen i 2023
Langeslund Kulturforening begyndte allerede at planlægge festivalen for et år siden.
- Der kom de første tanker. Og så er det ellers gået stærkt her hen over foråret, fortæller Brian Hyllested.
Når de kan holde entréprisen nede på 50 kroner for voksne og lukke børn gratis ind, skyldes det, at de har fået økonomisk støtte til festivalen.
- Vi har søgt 30.000 ved sparekassen. De er nu altid flinke. Og så har vi fået 20.000 af kommunen. Det vil sige af LUP-midlerne. Og så regner vi med, at der er nogen, der drikker lidt øl og nogle sager, så vi kan få nogle flere penge ind i kassen her i løbet af aftenen, siger formanden.
Inden Ugler i Mosen lukkede festivalen med et brag af en fest, nåede besøgstallet op på 178. Og Langeslund Kulturforening har da også planer om at arrangere en ny festival i 2023.
- Ja, vi giver ikke sådan op, lyder det fra en smilende Brian Hyllested.