Nordisk Brænderi går nye veje
Hjortdal-virksomhed eksperimenterer med at lave parfume af lokale urter
Hidtil har der været gin, whisky, snaps og andre former for spiritus i flaskerne fra Nordisk Brænderi i Hjortdal.
Fremover kan firmaet meget vel føje helt anderledes og velduftende dråber til sortimentet. Brænderiet er netop gået i gang med et forsøg med parfumedestillation.
- Det er et helt nyt marked for os, men vi har kastet os over projektet, fordi vi synes, det kunne være sjovt at arbejde med, siger Katrine Bilgram, der er brand manager i Nordisk Brænderi.
Det er endnu tidligt i processen, men planen er, at parfumen skal laves af lokale urter, og står det til Katrine Bilgram, skal det være et produkt uden kemikalier.
- Det skal være noget, det er lidt bedre for kroppen at gå med. Men det her er jo vores første forsøg, så det bliver enormt spændende at se, hvad der kommer ud af det, siger hun.
Hjælp fra små hænder
Brænderiet havde forleden indkaldt assistance til plukning af mjødurt til parfumeproduktionen og havde derfor inviteret børnene fra Søstjernen med ud at plukke blomsterhoveder.
- Det var en kanonhyggelig dag, og det var virkelig sjovt at have børnene med, fortæller hun og tilføjer, at de små hjælpere hurtigt fangede, at det altså kun var blomsterne, der var interessante.
- De arbejdede rigtig godt og var flittige.
Samarbejdet med Søstjernen var dels for at få hjælp til at få plukket blomster, dels for at give børnene en oplevelse og ikke mindst for at styrke sammenholdet i den lille by.
- Det lokale samarbejde betyder enormt meget for os, og det er vigtigt at stå sammen, når man bor i et lille samfund som vores. Det kommer der rigtig mange gode ting ud af, og generelt er vi gode til at hjælpe hinanden her i det lokale, forklarer hun.
Parfumen skal destilleres i den håndbankede kobberkedel, som brænderiet også bruger til spiritus. Men hvordan det ellers skal foregå må komme an på, hvordan forsøget går.
- Vi ved endnu ikke om, det bliver et produkt i vores eget navn, eller om vi skal have distributører på. Det må tiden vise, siger Katrine Bilgram.