Nørhalne Skole Mesterskaber afholdt for første gang
Fredag 18. august afholdt Nørhalne skole sine første "Nørhalne Skole Mesterskaber.
- Formålet med dagen er at styrke sammenholdet i den enkelte klasse, men også at skabe en følelse for den enkelte elev om at være en del af det store fællesskab - skolen, og det er et arrangement, som vi håber bliver en ny, fast tradition, fortæller Kristen Bøjer, der er lærer på Nørhalne Skole.
Alle skolens klasser dystede mod hinanden for at vinde vandrepokalen.
Lærerne havde planlagt forskellige stationer, som klasserne skulle igennem.
Alle stationer var alternative i forhold til de mere traditionelle sportsgrene, for alle skulle kunne være med. Der var stationer med forskellige stafetlege og boldspil, kørsel i mooncars, kravlen gennem en snorbane, 60 meter løb på sportspladsen, udfordringer i klatretårnet, stjæle ærteposer fra hinanden og meget mere. For at kampene blev nogenlunde lige, fik de ældste klasser "handicap", så de yngste klasser også havde en chance for at vinde. Det kunne f.eks. være, at den spand, som skulle fyldes med vand, var større for de ældste end for de yngste, fortæller Kirsten Bøjer.
Der blev givet point ved hver station, som til sidst blev talt sammen.
- Det blev en fantastisk dag med masser af sjove aktiviteter og bevægelse, glade elever, opmuntrende tilråb og samarbejde. Vejret var med os og årets vinder af "Nørhalne Skole Mesterskaber" blev.... 2.A, slutter Kirsten Bøjer.