Billede beskrivelse

Noah smiler trods vand i støvlerne og mudder i hovedet

15. september 2024 kl. 19.03

AALBORG/BROVST: - Helt ned på maven, I skal helt ned på maven, gjalder det fra en af instruktørerne, da en flok værnepligtige skal forcere et vandhul og et pigtrådshegn, som er en del af øvelsen, Stormfloden, der forleden fandt sted på Aalborg Kaserne.

Deltagerne i øvelsen var de omkring 200 værnepligtige, der 5. august mødte ind på Aalborg Kaserne for at aftjene fire måneders værnepligt. En af dem er 20-årige Noah Kiel fra Brovst, der frivilligt har meldt sig som værnepligtig.

- Jeg har ambitioner om en karriere i Politiets Aktionsstyrke, og her er militæret en rigtig god grundsten. Alternativt vil jeg gerne søge ind til Militærpolitiet, siger Noah Kiel, der er blevet inspireret af sin papfar, der er uddannet politibetjent.

Billede beskrivelse

Stormfloden var den første store fysiske og psykiske udholdenhedsprøve for de værnepligtige, hvor de skulle gennem syv strabadserende øvelser. Og det var en flok trætte, våde og mudderklædte soldater in spe, der efter øvelsen kunne puste ud.

- Den største udfordring var at kravle gennem vand og under pigtråd med sit våben, fordi der var mange ting, vi skulle tage højde for. Våbnet måtte ikke blive vådt, og samtidig skulle jeg forsøge at presse de andre til at fortsætte, fortæller Noah Kiel, mens vandet pibler ud af de muddertunge støvler.

Billede beskrivelse

Øvelsen er en del af den fire måneder lange uddannelse, der skal give de grundlæggende militære færdigheder.

- Stormfloden er med til at give sammenhold, fællesskab og korpsånd, og det er første gang, vi sætter pres på dem, og vi bruger denne øvelse til at træne samarbejdet, deres psykiske og fysiske robusthed. For hver gang, vi udsætter dem for pres, løfter de barren for, hvad de kan holde til, siger Finn A. Sode, der er chef for 2. logistikbataljon i Trænregimentet.

Billede beskrivelse

Stormfloden kom i kølvandet på tre nætter i skoven, hvor de værnepligtige på skift blev sat på opgave med at holde vagt over et område med ammunition, radio og andre vigtige ting. Derfor var det sparsomt, hvor meget Noah Kiel havde sovet i løbet af de tre nætter.

- I de situationer hvor det blev hårdt, fandt jeg styrke ved at bruge min erfaring som MMA-fighter. Mine MMA-kampe har været det mentalt sværest og hårdeste, jeg nogensinde har gjort i mig liv, fordi det er nervepirrende at slås i et bur foran tusind mennesker. Jeg havde regnet med, at mange ville give op under denne øvelse, men vi pressede os selv, og vi hjælper vi hinanden, siger Noah Kiel, der dyrker den fysiske hårde kampsport i sin fritid.

Billede beskrivelse

Sammenhold og fællesskab

Noah Kiel deler stue med syv andre værnepligtige – to kvinder og fem mænd – og der er opstået et stærkt fællesskab – ikke blot på stuen men blandt alle de værnepligtige. Og han har ikke fortrudt, at han valgte at melde sig som værnepligtig, hvor struktur, fysisk træning og disciplin er hverdagskost.

- Det er langt federe end jeg havde forventet. Jeg lærer nye ting, får rykket nogle grænser og en stærk selvrespekt. Det er helt klart noget, jeg vil opfordre andre til at gøre, siger han og tilføjer, at han også har lært, hvordan en seng redes til perfektion.

- Tidligere har jeg ikke været så opmærksom på at rede min seng, når jeg stod op. Men når jeg er hjemme på weekend nu, bliver sengen redt, siger han og lyser op i et stor smil i det mudderdækkede ansigt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste