Billede beskrivelse

Niels Peter har et strandtelt i overskud

30. august 2024 kl. 17.01

BROVST: Niels Peter Myrup fra Brovst gjorde store øjne, da han gik ud i haven efter stormen Lilians hærgen sidste fredag.

For mellem de knækkede grene og nedfaldsæbler fandt han også et blåt strandtelt, som havde været ude på en ordentlig flyvetur. Han ved ikke, hvor teltet stammer fra.

- Jeg har jo både hus og have, så jeg har ikke det store behov for et strandtelt – og i øvrigt er det nok også for lille til mig, så jeg vil gerne finde ejeren, siger Niels Peter Myrup.

- Teltet fejler ikke noget, men der fulgte ingen pløkker med, så da jeg stillede det op i haven, brugte jeg et par gamle søm som pløkker. Det fungerer fint.

Teltet kan hentes

- Men jeg er sikker på, at der nogle børn et eller andet sted, som mangler teltet. Det er da synd, så de er meget velkommen til at hente teltet. Jeg bor på H. Rasmussens Vej i Brovst, så kom endelig og hent det.

Fredagens storm var også hård ved Niels Peter Myrups æbletræer. Så dagen derpå blev brugt til at samle æbler op.

- En trillebør med Belle Boskop og to med Filippa. Omkring 120 kg æbler direkte ned på genbrugspladsen. Øv!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste