
Niels overtager Tranum Klit Camping
Der er ikke lagt op til de store ændringer på Tranum Klit Camping i den kommende sæson, selv om campingpladsen har fået ny ejer.
Det fortæller Niels Friis, som netop har overtaget den populære campingplads efter ægteparret Hedegaard, som købte pladsen af staten for fem år siden. Pladsen ligger op til de store naturområder i Tranum Klitplantage og det militære område ved Ejstrup Strand.
- Siden Hedegaard-familien overtog pladsen, er der investeret i gode faciliteter – og det er en veldrevet campingplads med en unik beliggenhed, jeg har overtaget. Så jeg har ikke planer om at lave noget om, siger Niels Friis.
En erfaren herre
Den 67-årige Niels Friis er en erfaren herre i campingbranchen. Siden 1984 og frem til 2020, drev han en stor campingplads med over 700 pladser i Kollund ned til Flensborg Fjord.
- Efter at jeg solgte pladsen i Kollund var det meningen, at jeg ville gå på pension, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke dur til at sidde stille. Så da jeg pludselig før jul fik tilbudt Tranum Klit Camping, slog jeg til. For det er en meget spændende campingplads i helt andre omgivelser, end dem vi var vant til ved Flensborg Fjord.
- Først og fremmest er her åbne vidder og masser af plads. Min gamle plads i Kollund lå ned til fjorden omgivet af bøgetræer i et relativt tæt bebygget område. Her er helt anderledes. Her er plads og udsyn – og en helt enestående natur, som vi glæder os til at opleve på nærmeste hold, når vi er færdige med flytterodet.
- Arealmæssigt er Tranum Klit Camping på størrelse med pladsen i Kollund, men med kun 230 pladser, får gæsterne her på pladsen meget mere natur for pengene, forklarer Niels Friis.

Fastliggerne er rygraden
Tranum Klit Camping har godt 100 fastliggere.
- Jeg glæder mig til at lære fastliggerne at kende. Det er rygraden i en campingplads som Tranum Klit Camping.
- Fastliggerne er et godt grundlag for forretningen – og endnu en god grund til ikke at lave de store paladsrevolutioner, siger Niels Friis, der i øjeblikket både har travlt med flytterod og med at få leverandør-kontrakterne på plads – blandt andet til udeserveringen på terrassen og pladsens sommerbutik, som byder på frisk morgenbrød og daglige fornødenheder.
Niels Friis flytter til Tranum sammen med hustruen Umporn Panlum. Hun stammer fra Thailand, men har dannet par med Friis i en halv snes år og har lige som ægtefællen stor at drive campingplads og ikke mindst de mange serviceopgaver, der skal til for at få gæsterne til at føle sig godt tilpas.