navne 25 år hos Falck
I sidste uge kunne områdeleder Niels Nørhave fejre 25 års jubilæum hos Falck.
Den runde dag blev markeret fredag med ca. 60 inviterede gæster på stationen i Fjerritslev.
Jubilaren blev på behørig vis afhentet ved hjemmet på Hedevangen i en brandbil.
Med i bilen var operativ chef Thomas Dietz, der i sin tale til jubilaren komplimenterede for valget af 5. maj til festlighederne.
Dagen er national flagdag, og dermed er man sikker på, at der bliver flaget på alle stationer i hele Danmark.
Kort tid inde i fejringen gik alarmen, hvilket betød, at de deltagende brandmænd måtte rykke ud til brand.
Heldigvis var både jubilaren og den operative chef ude af brandbilen på tidspunktet for alarmen, og de kunne derfor roligt gå til bords.
Niels Nørhave startede sin karriere i Falck som deltidsbrandmand 1. maj 1992, og blev uddannet holdleder i 1996.
I 2002 blev han ansat som brandstationsleder i Fjerritslev samtidig med, at han fortsat passede sit job i Idrætscenter Jammerbugt.
Den 1. november blev Niels Nørhave så ansat på fuld tid ved Falck, først som stationsleder brand og siden som områdeleder brand.
Jobbet som områdeleder betyder ansvar for 17 brandstationer i kommunerne Jammerbugt, Brønderslev, Læsø, Aalborg, Frederikshavn og Hjørring, herunder også ansvaret for 17 deltids brandstationsledere og ca. 250 deltidsbrandmænd. Desuden har Niels Nørhave ansvaret for redningsdykkerne ved Falck Aalborg og har i hverdagen også et tæt samarbejde med Nordjyllands Beredskab.