Natur skal lokke gæster til

Jammerbugt med i nyt samarbejde om aktiv ferie i jysk natur

07. maj 2017 kl. 10.29

Fem jyske kommuner heriblandt Jammerbugt går nu sammen om at markedsføre aktiv ferie i skøn natur over for danske og udenlandske turister i et nyt samarbejde, Det sker under navnet OutdoorDenmark.

De fem kommuner er Jammerbugt, Rebild, Viborg, Skanderborg og Silkeborg. De har alle store naturarealer, og håbet er, at den fælles markedsføring vil øge antallet af turister.

- Vi ønsker at fremstå som en fælles destination. Afstande i Jylland er ikke noget at regne, så vi tror på, at det vil gavne turisterhvervet i alle fem kommuner, siger Jane Lindberg, erhvervs- og turistchef i Rebild.

De fem kommuner har fundet sammen, fordi de alle har masser af spor til mountainbiking. I første omgang er det netop mountainbikere, der er målgruppen. Til formålet er udviklet et nyt koncept, Trail King, hvor mountainbikere kan dyste mod sig selv og hinanden på spor i de fem kommuner.

Senere skal markedsføringen udvides til også at omfatte vandring, løb, kano og kajak, golf, cykling og andre udendørs aktiviteter. Planen er at arrangere store og små events inden for hver aktivitet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste