Når rapsen er gul, fanger vi hornfisk
Gjøl Sejlklub har hele ugen undervist elever fra Gjøl Skole
Gjøl: Der var i det hele taget masser af aktivitet på Gjøl Havn fredag formiddag.
I denne uge har Gjøl Skole nemlig lagt en del af undervisningen på Gjøl Havn i samarbejde med Gjøl Sejlklub.
Det skyldes, at eleverne har haft "Skolen ved fjorden" på skemaet.
Undervisningen var samtidig optakt til "Turen går til Gjøl," der løber af stablen i dag lørdag med aktiviteter over hele byen og med havnen som udgangspunkt.
Eleverne modtog onsdag, torsdag og fredag undervisning i sejlads, fiskeri og lærte desuden om naturen ved fjorden.
Hjemme på skolen arbejdede andre skoleelever med kunst og forberedte en udstilling, som også kan ses i forbindelse med "Turen går til Gjøl," hvor skolen indgår som en del af programpunktet "kunstruten."
Eleverne, der går i 4., 5. og 6. klasse tog også aktivt del i fejringen af den nye båd.
- Det har været nogle vildt spændende dage, var en flok drenge enige om, mens de slappede af med kage i sejlklubbens klubhus.
Nogle af drengene er i forvejen vandt til at færdes på fjorden.
- Vi er tit ude at fiske, fortalte Tristan Werner Hald.
- Ja, for når rapsen er gul, så fanger vi hornfisk, supplerede Emil Rom Pedersen.
- Vi er rigtigt glade for det her samarbejde, sagde lærer Lars Bang fra Gjøl Skole.
- Det er en fantastisk sammensmeltning med lokal ekspertise, og set fra et undervisningsmæssigt synspunkt, giver det god mening, fordi vi kan arbejde med vejr, vind og færdsel på vandet.
- Og så er sejlsport jo også en præsentation af en sportsgren, sagde han.
Også formanden for Gjøl Sejlklub, Carl Johan Dissing var godt tilfreds med samarbejdet.
- Eleverne er tydeligvis glade for at være her, og de går vildt op i det og havde en fantastisk dag i går, hvor de var på fjorden, sagde han, inden har afbrydes af en ung drengestemme, der konstaterer:
- Den er altså oppe på 12 sekundmeter. Så vi kommer ikke på fjorden i dag ...
Ikke uden skuffelse i stemmen.