Musikalske talenter gav koncert
Sammenhold og et unikt fællesskab er drivkraften bag det succesfulde klasseband "Fun Stars". Fredag aften gav bandet koncert i en fyldt sal på Pandrup Skole.
Koncerten var den store kulminationen på flere måneders ihærdig træning. Børn, undervisere og hjælpere har siden januar mødtes flere fredage efter skoletid for at øve.
Op mod 100 forældre, bedsteforældre og øvrige familiemedlemmer mødte op til koncerten. Ud over musikken kunne de sammen nyde en overdådig kagebuffet med snacks, kaffe og kolde drikke.
Børnene spillede blandt andet numre af Kim Larsen, Bamses Venner og Lady Gaga. Stemningen var helt i top, og da der til slut blev råbt på ekstranummer, måtte der tænkes hurtigt.
Forældrene Kaja Haucke Madsen og Rikke Lodberg har stået for planlægningen i samarbejde med nogle dygtige musikere. De glæder sig over koncerten, som de kalder fantastisk.
- Det har virkelig været en fornøjelse at være med til. At se det sammenhold og de glade ansigter når vi har øvet, har været det hele værd. Koncerten viser, at vi med forældreopbakning og vilje kan være med til at styrke skolens arbejde med vores børn, udtaler de i en pressemeddelelse.
- Børnene har lært meget af koncerten. De har lært at samarbejde om et fælles projekt. Og så har de sammen skabt en masse glæde, sjov og begejstring i klassen.
Efter koncerten var der lodtrækning til amerikansk lotteri. De lokale erhvervsdrivende havde velvilligt støttet og bakket op med en masse flotte præmier.
Der var også tid til refleksion oven på koncerten, og her var alle enige om, at det havde været en stor succes. Der blev indsamlet 7.000 kr. til klassekassen, og pengene skal gå til et arrangement for klassen, som børnene selv skal være med til at tilrettelægge.
Succesen har betydet, at Fun Stars allerede har fået et nyt job i kalenderen. De er nemlig booket til at spille til indvielsen af den helt nye skole i Jetsmark til august.