Musikalsk aften i Tinghuset
Venstre i Fjerritslev havde indbudt Poul-Erik Uttrup fra Skerping til at fortælle om sin nye bog "Vores Europa - hvorfra? - hvorhen? - hvorfor?" ved et arrangement i Tinghuset.
Omkring 35 var mødt op for at høre mere om bogen, der fører sin læser fra Anden Verdenskrigs afslutning, hvor Europa lå i ruiner, til de første ideer om et samarbejdende Europa og videre over tilblivelsen af det, der først var EF og senere blev til EU. Poul-Erik Uttrup har altid været optaget af det europæiske samarbejde, og da der i 2015 blev stemt nej til ophævelsen af de danske retsforbehold, besluttede Poul-Erik sig for, at han ville skrive en bog med særlig opmærksomhed på Den kolde krig, Europas opsplitning og Berlinmurens fald, for det blev begyndelsen til det Europa, vi ser i dag.
Aftenen blev krydret med fællessang og irsk og skotsk folkemusik på harmonika leveret af Niels Kraghede, og der var en fantastisk god stemning, fortæller Sanne Abildgaard, der er Formand for Venstre i Fjerritslev.