Billede beskrivelse

Mødrehjælp klar med sommerhjælp

02. maj 2017 kl. 12.11

Nu kan udsatte børnefamilier frem til 14. juni for første gang søge om at få sommerhjælp hos Mødrehjælpen.

Sommerhjælpen skal sikre, at også børn fra sårbare familier får mindeværdige oplevelser med deres forældre og søskende i sommerferien.

Det kan være en is i det gode solskinsvejr og en hyggelig dag med familien. Alle børn fortjener at få gode sommeroplevelser sammen med deres forældre og søskende, som de kan se frem til og glæde sig over. Derfor uddeler Mødrehjælpen i år sommerhjælp til udsatte børnefamilier.

- For nogle børn er sommerferien en svær tid at gå i møde. De har ingen planer i ferien, fordi der hverken er plads til rejser eller udflugter i forældrenes økonomi. De seks ugers ferie fra skolen kan blive lange at komme igennem. Og når de kommer tilbage til skolen, har de ikke nogen gode oplevelser at dele med deres kammerater, siger direktør i Mødrehjælpen Mads Roke Clausen.

Det er første gang, Mødrehjælpen uddeler sommerhjælp, som består i billetter til både børn og voksne til en oplevelse, som en tur i en dyre- eller en forlystelsespark. Dertil får familien til hvert barn 200 kroner til frokost og en is, samt 200 kroner per barn til transport frem og tilbage fra aktiviteten.

- Sommerhjælpen skal sikre, at børn, hvis forældre befinder sig i en sårbar situation, også kan få en sjov og hyggelig begivenhed at glæde sig til. En oplevelse med deres familie, som kan blive et varmt sommerminde for dem, siger Mads Roke Clausen.

Det er kun muligt for Mødrehjælpen at uddele sommerhjælp til de familier, der overholder organisationens kriterier for sommerhjælp, og som det lykkes organisationen at samle ind til.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste