Seneste nyt
Billede beskrivelse

Mindeord Ole Bjørn Spliid

20. januar 2018 kl. 11.19

Ole Bjørn Spliid er død 85 år gammel. Han blev født i 1932 i Aalborg og voksede op i Aabybro.

Som ung blev han uddannet maskinarbejder hos C.W. Obel i Aalborg og efterfølgende flyttede han i 1957 til Odense sammen med sin hustru, Mie. I Odense arbejdede hun som damefrisør, mens han udannede sig til teknikumingeniør på Odense Teknikum.

Han arbejdede hele sit aktive erhvervsliv som produktionsingeniør og produktionschef på forskellige virksomheder og sluttede sit virke som fabriksleder for Skandinavisk Tobak Kompagnis cigarfabrik i Aalborg. I I993 gik han på pension og flyttede efterfølgende tilbage til Aabybro.

Han havde gennem livet en særlig interesse for maskiner, især biler. Han nød at køre bil og ferier blev ofte holdt under sydlige himmelstrøg med campingvogn og familien.

I det meste af sin pensionisttilværelse spillede han golf først i Aalborg Golfklub og senere i Aabybro Golfklub, hvor han også bidrog med både administrative- og praktiske opgaver samt undervisning af nye golfspillere.

Til det sidste holdt han meget af at lytte til klassisk musik og se opera og ballet i fjernsynet, lige som han tidligere holdt af at gå i teateret sammen med venner.

I 2015 havde han den glæde at fejre diamantbryllup og i december 2017 yderligere at fejre 65. års forlovelsesdag sammen med sin mangeårige og kære hustru.

Han var stolt, glad og taknemmelig for sine børn, børnebørn og ikke mindst for sine oldebørn, der var en stor gave for ham.

På det sidste var han svækket af sygdom, og han døde efter et kort tids ophold på Aabybro Plejehjem. Både i hjemmet og på Plejehjem satte han stor pris på den kærlige og omsorgsfuld pleje, som han fik af både hjemmehjælpere og plejehjemmets personale.

Han efterlader sig hustru og 2 sønner.

Æret være Ole Bjørn Spliids minde.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste