Mette med mere plads

28. august 2017 kl. 14.01

Mettes Trendshop er flyttet fra Søndergade til Vestergade.

Onsdag åbnede Mette Diederichsen dørene til sin nye forretning i Lækkeriers tidligere lokale i Vestergade.

- Vi havde alt for lidt plads i den tidligere butik, fortæller Mette Diederichsen og tilføjer:

- Da muligheden bød sig med at overtage Lækkeriers lokale, så slog vi til.

Der vil hele året fortsat være salg af kaffe og chokolade, og man kan stadig sidde både ude og inde og nyde den.

- I sommerhalvåret har vi desuden salg af is, mens vi i vinterhalvåret har lavet aftale med en konditor, der vil levere kager og muffins. Så triller vi isdisken ud og ind kommer i stedet en disk til kager, forklarer hun.

Det tidligere sortiment i Søndergade bliver også videreført. Der er både tøj, brugskunst og specialiteter.

- Blomster kan man også stadig købe, siger Mette Diederichsen, men det er dog kun på bestilling.

- Vi vil dog hver dag have færdiglavede buketter til salg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste