Billede beskrivelse

Mette åbner skovbegravelsesplads: Glæden ved at give er den største

27. april 2022 kl. 12.15

Øland Skov viste sig fra sin allerbedste side med solskin og bøgen på spring, da Nordjyllands første skovbegravelsespladser nord for Limfjorden tirsdag eftermiddag blev officielt indviet.

Det er skovejer Mette Glarborg, der har taget initiativ til, at man nu kan blive begravet i skoven med udsigt over fjord og land. Hun har aldrig været bange for at åbne sin skov andre ting end den traditionelle skovdrift – blandt andet tre såkaldte hjertestier og skovlegepladsen Glarborgen. Nu er der så også kommet en begravelsesplads til.

- Glæden ved at give er som bekendt den største glæde, sagde skovejeren ved indvielsen af begravelsespladserne i skovens dybe, stille ro.

Billede beskrivelse

Stolt borgmester

Det var borgmester Mogens Christen Gade, Jammerbugt kommune, der holdt indvielsestalen, hvor han takkede Mette Glarborg:

- Jeg er stolt af, at Jammerbugt kommune lægger jord til de første skovbegravelsespladser nord for Limfjorden. Det er et dejligt sted, du har givet os – og tak for, at du også har givet os mulighed for at overveje liv og død, sagde borgmesteren.

De to nye gravpladser i Øland-skoven er blevet til i et tæt samarbejde mellem Mette Glarborg og Jammerbugt kommune – og det er også kommunen, der har fastsat taksterne for et hvilested i skoven. Det koster 1.000 kroner for en forhåndsreservation – og selve taksten for en urneplads i 10 år er 6.900 kroner.

Billede beskrivelse

God udsigt

Der er udlagt i alt tre hektar skov til to begravelsespladser. Den ene plads med udsigt mod øst over Limfjorden mod Ulvedybet og Aalborg. Den anden plads har udsigt over Limfjorden mod vest og med Oxholm Mølle i baggrunden.

Der er afsat en række urnepladser omkring store træer. Her kan man lægge en mindeplade ved træet, men ellers er gravpladsen vedligeholdelsesfri, og der må ikke lægges blomster. Der er adgang til skovbegravelsespladserne alle dage fra klokken seks morgen til solnedgang.

Virksomheden Skovbegravelse, der hjælper skovejere med at anlægge og administrere begravelsespladserne, understreger i en informationsfolder, at skovbegravelsespladserne ikke er indviet jord. Skovbegravelser har været tilladt i Danmark siden 2008.

Indvielsen af skovbegravelsespladserne i Øland skov blev overværet af 40 interesserede. De kunne også høre solotrompetist Morten Grønborg Larsen, der spillede ”Den lille anemone” og ”Nu er jord og himmel stille”.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste