Brandstationerne generelt rundt om i landet savner flere deltidsbrandfolk. Det gælder også i Fjerritslev, hvor man har forsøgt at trække flere til. En af de stationer, der dog er godt dækket ind, er brandstationen i Aabybro.
Livet her

Med lys og lygte: Brandmænd og -kvinder søges

Charmeoffensiv med åbent hus-arrangement har ikke givet pote. Der mangler stadig brandfolk - bare ikke i Aabybro

28. januar 2022 kl. 06:15
Brandstationsleder Claus Hermansen håber, at flere melder sig.

I november var brandstationen i Fjerritslev på charmeoffensiv med åbent hus-arrangement. De mangler brandmænd og -kvinder, og man håbede, at arrangementet kunne trække flere nye brandfolk til.

Sådan er det ikke gået.

- Der var en rigtig fin tilslutning til arrangementet i begyndelsen af november, men det har indtil videre ikke givet bonus med hensyn til flere ansatte, siger Claus Hermansen, der er brandstationsleder i Fjerritslev.

- Det er helt klart en udfordring med både bopæl og arbejdsplads inden for kort afstand af stationen. Mange - for eksempel håndværkere - kører jo ofte langt væk og arbejder, siger Claus Hermansen, som håber, at flere melder sig.

- Man skal blot henvende sig til mig eller på blivbrandmand.dk, siger han.

Brandstationslederen erfarer, at mange virksomheder ikke er klar over, hvad det egentlig betyder at have en brandmand ansat.

- Vi skal være bedre til at formidle det, og derfor kommer vi gerne ud på virksomheder og fortæller om det. I snit så er det måske maks ti gange om året, at en brandmand smutter i dagtimerne. Mange frygter, at de skal af sted hele tiden. Sådan forholder det sig ikke, siger han.

Claus Hermansen har tidligere oplyst, at der i øjeblikket er 15 deltidsansatte på stationen i Fjerritslev. Det er i underkanten, men der skal nok komme folk med brandslukningsudstyret, som det ser ud nu. Og sådan skal det gerne fortsætte med at være.

Det er ikke kun i Fjerritslev, at det kniber med bemandingen.

- Det er det generelle billede for hele landet, siger han og fortsætter:

- Dog er Aabybro et af de få steder, der er godt dækket ind, siger han.

For at komme i betragtning af en stilling, skal man have en ren straffeattest og så ellers bare være i nogenlunde god form. Uddannelsen består af i alt 74 timers grunduddannelse efterfulgt af sammenlagt fire ugers funktionsuddannelse. Begge moduler foregår i Randers.

Brandstationerne i Frederikshavn, Thisted og Aalborg kører udelukkende i regi af Nordjyllands Beredskab. Resten af de 32 brandstationer i Nordjylland drives af Falck men hører ind under Nordjyllands Beredskab.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu