Marianne vil fylde hallen med lykke
Hvis alt går efter planen, så kan Aabybro HK tilbyde et helt nyt slags håndboldhold i det kommende efterår.
Klubben overvejer nemlig at tage den tidligere professionelle håndboldspiller Rikke Nielsens koncept LykkeLiga op og starte et helt nyt hold for børn med udviklingshandicap.
- Der er ikke mere tilløb end i foråret, hvor jeg har snakket lidt med Rikke Nielsen og klubben. Jeg kunne godt tænke mig at prøve og give det et skud, fortæller Marianne Dissing Kragh.
Hun har gennem flere år ageret håndboldtræner i Aabybro HK. Efter at have arbejdet med et hold U12-piger, som hun har fulgt, vil træneren forsøge sig med en ny målgruppe i klubbens regi. Derfor prøver hun at starte LykkeLiga op i Aabybro.
- Jeg havde hørt, set og læst om Rikke Nielsen og LykkeLiga. Så jeg tænkte, at vi også kunne prøve det af hos os. Det er ligesom for en gruppe børn, der ikke er en del af vores hold, siger træneren.
LykkeLiga skaber fællesskab mellem børn med udviklingshandicap og deres forældre. Det sker gennem etablering af lokale håndboldhold i aldrene 5-16 år.
- Vi har mange ungdomsspillere i klubben, men vi har ikke noget for den målgruppe. Jeg har været træner i klubben i mange år nu, og jeg vil gerne prøve noget andet, lyder det fra Marianne Dissing Kragh.
Men først skal alt det logistiske gå op - og interessen vurderes.
- Tanken er, at vi starter til august og mødes hver 14. dag. Men vores hal er meget booket, så vi døjer lidt med at få plads. Det aspekt er der også. Men alt det finder vi ud af, når vi ser, om der er nogle, der har lyst, siger hun.
Indtil videre er tanken taget godt imod på klubbens Facebook-side.
- Det ser rigtig fint ud på de kommentarer, som jeg ser. Men jeg aner ikke, om vi har nogle i området, der reelt har lyst. Det er lidt ubekendt. Men jeg håber, at der er nogle, der har lyst til at have det sjovt med at spille lidt håndbold, slutter Marianne Dissing Kragh.
Interesserede kan finde Aabybro HK LykkeLiga som gruppe på Facebook eller kontakte klubben for at høre mere.