Ti forskellige får del i pengene, som ægteparret Margit og Kjeld Andersen deler ud gennem deres fond. Foto: Be Lehm
Livet her

Margit og Kjeld giver en million væk inden jul

19. december 2021 kl. 12:38

JAMMERBUGT: Du tænker måske ikke nødvendigvis, at ferie i sommerhus og velgørenhed har særligt meget med hinanden at gøre, men sådan kan det altså sagtens være.

I hvert fald hvis du bookede feriehus gennem Sol og Strand. Fonden bag udlejningsbureauet har nemlig lige uddelt en million kroner væk.

Det er anden gang, de giver en del af overskuddet væk, men i år har de som noget nyt spurgt deres sommerhusejere, kunder og medarbejdere om, hvem de mente, skulle have pengene.

- Mange har ikke skrevet en specifik organisation, men har fx skrevet, at de gerne vil støtte børn i nød, fortæller Jens Stadum, der er formand for bestyrelsen i Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld.

- Det er helt nyt, at vi gør det på den her måde, så der har måske været lidt færre forslag, end vi regnede med - men vi har bestemt ikke haft besvær med at finde ti, og de har pengene her inden jul, siger en tilfreds bestyrelsesformand.

Fonden er opkaldt efter sommerhusfirmaets stiftere, der forrige år gav størstedelen af deres livsværk væk - for nu at uddele en del af overskuddet hvert år til velgørende formål.

- Det er skønt at tænke på, at de penge, der kommer ud af det, vi har skabt, gør godt gavn, sagde Margit Andersen til Nordjyske, da ægteparret annoncerede årets uddeling.

Hun startede Sol og Strand tilbage i 1979 sammen med sin mand Kjeld, og de har gennem årene tjent gode penge på sommerhusudlejning.

De ti organisationer, der hver får 100.000 kroner er:

Bedre Psykiatri

ADHD-foreningen

Angstforeningen

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade

Det Kærlige Måltid

Dansk Gymnastik- og Idrætsforbund (DGI)

Børnesagens Fællesråd

Skyggebørn

Læger Uden Grænser

Den Danske Hyderabad Fond

Læs mere om uddelingen af pengene og Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld på nordjyske.dk.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu