Billede beskrivelse

Maren og Jesper sov over

16. september 2024 kl. 19.04

HOLMSØ: - Det har været en hektisk, men god dag – også selv om den begyndte helt forkert, fordi vi sov over os.

Det fortæller gårdejerparret på Maren og Jesper Jensen på Kirstinesminde i Holmsø, der søndag holdt Åbent Landbrug med næsten 1.100 besøgende på den store gård med 300 malkekøer.

Nu skal det med at sove over sig tages med et gran salt, når man er på landet. For Maren og Jesper Jensen står normalt op klokken to hver eneste dag. Køerne skal jo malkes, men det har de heldigvis gode medarbejdere til, så det gik nok endda.

Billede beskrivelse

Stort rykind

Så det blev til en god søvn helt frem til klokken fire om morgenen. Men så var det også ud af fjerene og i gang, for der var mange ting, der skulle være klar, inden det store rykind af især nysgerrige by-familier begyndte klokken 10.

Dagen bød på rundvisninger i de store kostalde, fortællinger om livet på gården og ikke mindst uddeling af smagsprøver på både milkshakes og ost fra Arla. Børnene fik lov at klappe næsten nyfødte kalve – og så var der fri leg med legetøjskøer.

Kirstinesminde havde også besøg af Han Herred Traktorlaug, der viste gamle traktorer, og så deltog KFUM-spejderne fra Bonderup også. Her kunne børnene både flække brænde med egne hænder og lave pandekager over bål.

Billede beskrivelse

Gør det gerne igen

Åbent landbrug går på skift mellem danske gårdejere. Det var anden gang, at Maren og Jesper Jensen og deres fem børn var værter – og de gør det gerne en anden gang, for der er stor interesse for at se en gård.

- Da vi sidst havde Åbent Landbrug for 16 år siden, var der 800 besøgende – og det er da helt overvældende, at vi i år nåede op på næsten 1.100 besøgende, siger Jesper Jensen.

- Vi har en god historie, som vi gerne vil fortælle. Vi synes, at det er sjovt at fortælle om, hvor mælken kommer fra, før den havner på hylderne i supermarkedet. Dagens store fremmøde siger os også, at der er stor interesse for livet på landet, fortæller Maren Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste