Maratonløb har fået vokseværk: Alle kan være med
Blokhus Marathon er tilbage i sin oprindelige form. Og så alligevel ikke. Blokhus Maraton har nemlig fået vokseværk, da der er blevet udviklet på konceptet, så det nu henvender sig til alle motionister, naturelskere, børn og ja hele familien.
Det handler om at forene passion for motion og at skabe gode motionsoplevelser for gående og løbere på alle niveauer, når de to løbeklubber Saltum Trim og ROFL Run inviterer til en løbsoplevelse 7. august 2022 i Blokhus.
- Forhåbentligt bliver det uden en lang skygge af corona, siger stævnelederne Kurt Bruun og Karsten Sørensen fra arrangørklubberne Saltum Trim og ROFL Run.
- Tilbage i 2020 måtte vi, ligesom så mange andre arrangører, helt aflyse motionsløbet, og sidste år blev det i en noget spartansk udgave på stranden uden de mange tilskuer, der normalt er på torvet. Et resultat heraf blev en noget mindre udgave rent deltagermæssigt, hvor små 300 løbere deltog i motionsløbet. Her kiggede vi som arrangører langt efter tallet fra 2019 med hele 1.002 løbere. I år tror vi på et stort comeback, idet vi hele tiden arbejder med at forbedre løbet, skriver Karsten Sørensen i en pressemeddelelse.
I år har arrangørklubbene derfor taget et nyt initiativ sammen med DGI Nordjylland med introduktion af Blokhus WALKin med to gåruter igennem Blokhus området. Ruterne starter på Blokhus Torv og deltagerne kommer igennem hyggelige skov- og grusstier i naturskønne omgivelser. Herefter går turen langs det vilde vesterhav inden, man kommer retur til Blokhus Torv.
Begge gåruter er oplagt for alle aldre, så man sagtens tage klapvognen med. Gå-distancerne er på otte kilometer eller en kvartmarathon på 10,55 kilometer.
Det er stadig de kendte ruter i Blokhus by og nærmeste omegn, der står på løbeprogrammet; Den korte rute på 1,6 kilometer, den populære distance på fem kilometer, en mellemlang på 10,55 kilometer foruden halvmarathon og marathon.
- Vi mener, at motionsløbere i alle aldre og løbemæssige formåen kan deltage, siger Kurt Bruun.
Online tilmelding lukker 31. juli, herefter er der mulighed for eftertilmelding.