Malende kvinder holder fernisering
Øland Malergruppe, der består af en række kvinder med malerkunst som hobby, slutter sæsonen med en udstilling i Øland Medborgerhus. Udstillingen åbnes med fernisering tirsdag 16. maj kl. 19, hvor der bydes på et glas vin, og alle er velkomne.
Ferniseringstalen holdes af Søren Brink, administrativ leder af det socialpædagogiske opholdssted Ølandhus og medlem af Jammerbugt Kommunalbestyrelse.
Gruppen mødes i Medborgerhuset hver tirsdag aften i vinterhalvåret til hygge og gensidig inspiration. Ind imellem bliver deltagerne også undervist af professionelle malere, og der bliver de udsat for lidt af hvert. En opgave lød for eksempel: Mal en skov uden træer.
I den forløbne sæson har syv kvinder deltaget i de ugentlige maleraftener, og på udstillingen viser de vidt forskellige motiver, både abstrakte og naturalistiske.