Mågeplage i Aabybro Centret
Fuglene sviner, skræpper og er aggressive
Mens det er råger, som er en plage ved Aaby Kirke, så er det mågerne, der nærmest hærger i Aabybro Centret og dets naboer denne sommer.
Mågerne har opbygget en koloni med reder på de flade tage i Aabybro Centret, og det har medført så mange gener, at flere naboer har klaget til butiksindehavere i centret for at få dem til at gøre noget ved mågeproblemerne.
- Men vi må hverken skyde eller aflive mågerne. Vi må kun skræmme dem, men det det må vi så ikke gøre nu, hvor de har unger, siger Erik Berntsen fra Tøjeksperten.
- Så vi kan ikke gøre noget lige nu, men må vente til ungerne er fløjet fra redderne og så finde ud af en måde at skræmme mågerne væk fra tagene på, konkluderer han
Det er nemlig ikke tilladt at jage måger her i landet, dog kan man under særlige omstændigheder søge dispensation hos naturstyrelsen, som administrerer jagtloven.
Ud over, at mågerne larmer fra tidlig morgen og sviner med mågeklatter på butikker og huse, så er de meget aggressive, når de har unger, og der har været flere episoder, hvor mågerne nærmest har angrebet mennesker i centret.
- Så vi skal helt sikkert have dem skræmt væk, siger Erik Berntsen.