Billede beskrivelse

Lyn slog ned i fritidsgård - så begyndte det at ulme

Beredskabet roser hurtig reaktion fra feriegæster

28. august 2022 kl. 11.21

FJERRITSLEV: Der må have lydt et ordentligt brag i den fritidsgård på Øslevvej syd for Fjerritslev, hvor feriegæster havde lejet sig ind.

Søndag morgen omkring klokken 8.30 slog lynet ned i taget på en lade.

- Lejerne havde oplevet, at der var kommet en masse regn i løbet af morgenen, og pludselig slog et lyn ned, fortæller indsatsleder Dennis Møller, Nordjyllands Beredskab.

Kort efter lynnedslaget kunne familien se, at der kom røg ud fra taget på laden, og de slog straks alarm.

- Vi kunne konstatere, at der var slået et hul i tagpladerne, hvor lynet havde ramt. Men i første omgang kunne vi ikke konstatere hverken brand eller røg, fortæller indsatslederen.

Han slog koldt vand i blodet og holdt skarpt øje med taget i 5-10 minutter, og så var der alligevel en mindre røgudvikling, som kunne ses.

- Der var opstået i glødebrand helt oppe i kip, som vi fik slukket.

Indsatslederen vil gerne rose den ferierende familie for at være hurtige på aftrækkeren.

- De var kvikke og handlede helt korrekt. Hvis ikke der havde været gæster på gården, kunne branden have udviklet sig helt anderledes, siger Dennis Møller.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste