Billede beskrivelse

Livsfarlige baderåd

19. juli 2017 kl. 08.34

Forhåbentligt bliver det snart for alvor badevejr, og derfor vil Trygfondens livreddere gerne aflive et par sejlivede bademyter.

Det er, at man trygt kan gå i vandet til navlen, og at man ikke må bade lige efter man har spist.

- At man trygt kan gå i vandet til navlen, er et livsfarligt baderåd, som vi gerne vil aflive. Hvis man går ud til navlen, hvor der er stærk strøm, kan selv en voksen mand snildt miste balancen. Og små børn kan nemt blive væltet omkuld af bølger, når de står i vand til navlen. Vi opfordrer i stedet til, at man bader efter forholdene, og at man altid går i vandet med sine børn. Det er ikke nok at holde øje med børnene fra stranden, siger Anders Myrhøj fra Trygfondens kystlivredning.

- Da jeg var barn, sagde man, at man ikke måtte gå i vandet en halv time efter, at man havde spist. Den myte møder vi stadig på strandene, men der er intet medicinsk belæg for, at man skal holde sig fra vandet efter et måltid. Man kan derfor rolig bade lige efter man har spist, og der er heller ingen grund til at holde børnene tilbage, hvis de gerne vil en tur i vandet efter frokosten. Det er kun hjertepatienter og andre personer med et svækket helbred, der bør passe ekstra på.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste