Lions Katastrofehjælp giver stor donation til UNICEFs indsats i Sudan
FJERRITSLEV: Efter måneder med frygt for en sultkatastrofe i Sudan er der nu bekræftet hungersnød i Zamzam-lejren i Norddarfur. Lions Katastrofehjælp har derfor doneret 250.000 kroner til UNICEFs indsats i Sudan.
Lejren huser over 400.000 personer, der er blevet fordrevet som følge af de krigshandlinger, der de seneste 15 måneder har hærget Sudan. Der frygtes, at andre dele af Sudan også kan blive ramt af hungersnød, hvis der ikke bliver handlet målrettet.
Tilstedeværelsen af hungersnød betyder, at mennesker, inklusive børn, allerede er begyndt at dø af sult og relaterede tilstande såsom underernæring og infektioner.
For de penge, som Lions Katastrofehjælp har doneret til UNICEFs indsats i Sudan, kan børn og familier blandt andet få adgang til rent drikkevand, og børn kan blive screenet for underernæring samt få livsvigtig behandling i form af meget proteinholdig jordnøddemos.
Mosen er fuld af de vitaminer, mineraler og kalorier, som børnene har brug for. Tre poser jordnøddemos om dagen i 6-8 uger er som regel nok til, at et underernæret barn kan blive rask igen.
- Det er så utrolig vigtigt, at vi får donationer, der giver os mulighed for at hjælpe børn med at få opfyldt basale behov som livsvigtig mad og vand. Børn er de sidste, der er skyld i konflikter som den i Sudan. Alligevel er det dem, der bliver hårdest ramt, når vand og mad slipper op, siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.
Lions Katastrofehjælp har tidligere givet donationer til UNICEFs indsats rettet mod børn i lande som Tyrkiet, Libyen og Papua Ny Guinea.