Levendegørelse i høj sol

08. juli 2017 kl. 11.16

Der var smil på læben hos arrangørerne af levendegørelsen af Bratskov, da de torsdag kunne konstatere, at vejret var fremragende til dagens arrangement.

Hver uge har sit tema og her i uge 27 var det veteranbiler, der blev fremvist. Mange havde taget imod tilbuddet og stillet deres biler af ældre dato udenfor hovedindgangen til Bratskov. Det var flotte velbevarede vogne, som var udstillet og ejerne var friske til at fortælle historier og anekdoter om deres køretøj.

Faglærer på Techcollege i Aalborg Karsten Skipper fra Klarup og Lars Arendt fra Universitetet i Aalborg var også til stede med hver sine åbne MG’er fra henholdsvis 1966 og 67.

- Vi har kendt hinanden i mange år, ja helt fra vi var FDF, fortæller Karsten Skipper og tilføjer:

- Det var helt tilfældigt, at vi også havde interesse for MG ér.

Bilerne har begge været skilt i atomer og ligget i plastikposer.

- Det har ikke hele tiden været populært, når de lå på gulvet i dagligstuen, fortæller Lars Arendt med et stort smil.

De to beskriver det, som en passion at arbejde med ældre vogne, og det er ekstra sjovt, når man selv har samlet dem. Det er selvfølgeligt vigtigt, at alle reservedele er originale dele.

Enten bytter de sig til dem, eller så bliver delene købt over nettet.

Bagagerummet på bilerne er fyldt med værktøj, hvis uheldet skulle være ude. For de vil selv kunne reparere bilerne, så de ikke skal hentes.

Vennerne betegner det som en stor oplevelse at køre i de åbne MG´er, hvor man får tid til at nyde tingene, fordi det ikke går så stærkt.

- Det danske vejr er ikke ligefrem et MG-vejr. Vi samler bestemt ikke på regnvejrs dage, slår de to bilentusiaster fast.

- Men der er mange gode dage, og vi samles ofte sammen med andre, som også har ældre biler som interesse. Det er altid dejligt at komme ud og få en kop kaffe et eller andet sted i Danmark, lyder det.

På næste torsdag kan de besøgende på Bratskov opleve friske vaskepiger, som vasker på vaskebræt i en gammel vaskemaskine, og her vil der også komme en rigtig vaskeheks i anvendelse.

Publikum kan selvfølgelig få lov at prøve, men fra de senere år kan man se, at det især er børnene, der gerne vil prøve kræfter med de finurlige redskaber.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste