Livet her

Lars Bo har bijob på fuldtid

24. maj 2022 kl. 15:50

Æbletræerne står i hvidt flor, bierne flyver summende fra blomst til blomst, og udsigten over Limfjorden og Ulvedybet er udsøgt. Honningsæsonen er i fuld gang på Gjøl Bigård, der er hovedkvarter for 140 bifamilier fordelt på ligeså mange stader i Han Herred og Thy. Ejendommen neden for Gjøl Bjerg er både hjem for 45 af bifamilierne, besøgsbigård og har stalddørssalg.

- Det er svært at gøre ret meget bedre, vil jeg sige. Paradisets Have kan ikke være bedre end det her. Det må være en kopi, set med mine øjne i hvert fald. Det her med at beskæftige sig med noget, man brænder for. Og bo midt i naturen og følge årstidernes skiften. Og det ser vi jo kun i naturen. Det bliver ikke bedre end det her, siger Lars Bo Christensen, ejer af Gjøl Bigård, om sit job.

Bipassion på fuldtid

Bierne har været hans fuldtidsjob i syv år, og Lars Bo Christensen bruger de fleste af sine vågne timer på dem. Ud over at producere forskellig slags honning, propolis, pollen og bivoks laver bigården også honningvin på birkesaft, æblemost og druesaft. Derudover holder han foredrag for andre biavlere og foreninger samt tager imod besøgende på bigården. Han er også et kendt ansigt på lokale markeder.

- Det er en passion, og det er lysten til at omgive mig med bier. Men også de mennesker, der nu kommer og er interesserede en lillebitte smule for biernes liv i planterne og sådan nogle ting. Og vi bor fantastisk midt i naturen i forhold til at fortælle om det her og høre folks historier. Rigtig mange kommer jo, fordi de interesserer sig for naturen eller er bange for bier og skal prøve at få den frygt væk eller bare elsker honning og vil have en oplevelse, fortæller biavleren.

Begyndte med bier i bilen

Interessen for bier fik Lars Bo Christensen med fra sit barndomshjem, hvor der var en stor have med køkkenhave, frugttræer og bistader. Han kan tydeligt huske, hvordan familien fik sin første bifamilie.

- Min fars bedstefar havde haft bier. Og så havde der åbenbart været en periode, hvor der ikke var nogen. Så var vi på en naturgrund, mine forældre har der, hvor han er vokset op. Mens vi sad der på tæppet nede på græsset, så kom der en bisværm og satte sig i træ ikke så langt væk, og der sagde min far: ”Den skal med hjem.” Så måtte vi rejse os op, og så tog han tæppet og slog omkring bisværmen og klippede grenen af og puttede den ind bag i bilen og puttede os ind bag bilen. Og så skulle han hjem og ringe til nogen, hvor han kunne få lov at låne et bistade. Og så var han biavler. Der starter hele historien, det kan jeg huske lige så tydeligt, fortæller han.

Familietradition

Lars Bo Christensen husker mange gode stunder i selskab med sin far og bierne.

- Først var jeg assisterende biavler og stod og trak slyngen, når vi skulle slynge honning og hjalp min far, når jeg ikke skulle lave noget andet, lave lektier eller lege med nogle kammerater. Så jeg har fået det ind under huden på den måde, siger Lars Bo Christensen og fortsætter:

- Min far var en generation, hvor følelser ikke fyldte så meget. Det var sådan nogle tavse mandetyper. Men når vi stod der og snakkede, så kunne vi godt få historier om hans gamle kærester, og hvordan han sloges lidt, da han var ung, og han var fuld og sådan nogle ting. Jeg kan se, det smitter af på vores børn. De gider også rigtig gerne hjælpe til. Både når vi skal slynge honning, og vi skal komme det på glas, når vi skal sætte etiketter på og også engang imellem, når vi skal sælge det. Så det er sådan en familietradition, der egentlig bare har hængt ved, fortæller han.

Udforsk det søde krydderi

Gjøl Bigård sælger ikke kun honning til private. Svinkløv Badehotel, Feriecenter Slettestrand og Restaurant Tabu i Aalborg er også på kundelisten. I restaurantkøkkenerne bliver honningen både brugt til desserter, brød og saft. Og biavleren har en stor drøm.

- Jeg håber, at danskerne genopdager honning. Honning har ikke en ret stor plads i vores køkken privat eller erhvervsmæssigt, desværre, siger Lars Bo Christensen.

Han oplever, at specielt i Sydeuropa er de rigtigt dygtige til at bruge såvel årstidens grøntsager som krydderier på en mere nuanceret måde, end mange danskere gør.

- Det er nøjagtigt det samme med honning. Hvis man køber original honning direkte fra en biavler, så er man sikret nogle smagsvarianter og noget friskhed, som man ikke får, hvis honningen har været omkring en fabrik. Præcis som oplevelser i naturen. Tag ud og oplev det. Og gerne fra flere forskellige steder. Én biavler kan måske forsyne dig med tre eller fem eller otte slags honning. Men besøger du tre biavlere, så har du mulighed for at få dit søde krydderilager, som vi kalder det, fyldt op. Og så kan du bruge det til madlavning og til bagning og dressinger, marinader og på brød på en helt anden måde, fortæller Lars Bo Christensen.

Han slår fast, at honning ikke bare er én ting.

- Der er masser af smagsvarianter, fordi det er naturlig nektar fra mange forskellige blomster, og når man får dem fra mange forskellige steder, så er man sikret alle de her forskellige variationer, siger biavleren.

I løbet af denne sæson står Gjøl Bigårds bistader 22 forskellige steder i Nordvestjylland. Her under frugttræerne på Gjøl er der en summen af flittige bier, der flyver ind og ud af staderne, hvor tavlerne stille og roligt bliver fyldt op med honning.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu