Billede beskrivelse

Kvinder tændte lys i mørket

06. oktober 2024 kl. 06.03

BROVST: Fredag aften bød på en stemningsfuld og hyggelig aften ved Bratskov, da der for tredje gang var lysfest i den store park.

Stierne ned til den store plæne var markeret med hundredvis af fyrfadslys – og på selve plænen var træer og skulpturer oplyst med projektører og fakler. Godt 100 mennesker nød synet og hyggede sig sammen, mens de nød et glas vin i det for årstiden gode vejr – og mange havde svært ved at løsrive sig fra det magiske lys.

Billede beskrivelse

- Det er også det, der er hele ideen, fortæller Jytte Vad fra arrangørgruppen.

- Levende lys kan noget særligt – og når det hele spiller, som det gjorde i aften, bliver det fuldstændig magisk.

Udbrydergruppe

Bag lysfesten står tre kvinder. Foruden Jytte Vad også Linnéa Thejl og Annie-Kate Anker. De er bogstaveligt talt ildsjæle, som giver den gamle floskel reelt indhold, for de holder meget af levende lys, bål og fakler.

De tre udgør en lille udbrydergruppe fra kunstnergruppen Silikone, der i øjeblikket har efterårsudstilling i parken ved Bratskov.

Billede beskrivelse

- Vi fik ideen til lysfesten i 2022 og har siden gjort det til en årlig tradition. Det handler om at se kunsten i et helt nyt lys, men blandt de øvrige medlemmer i Silikone var der ikke den helt store interesse for projektet, så det endte med, at vi startede for os selv.

Et stort arbejde

- Det er et stort arbejde, men heldigvis har vi fået en hjælpende hånd fra familie og venner, der har hjulpet med at stille fyrfadslys, fakler, lyskæder og bål an.

- Meningen med det hele er, at det skal være en hyggelig oplevelse. Derfor bød vi også på et glas vin eller sodavand til alle gæsterne. Vi betaler selv det hele, så det er ikke noget stort traktement, men bare så vi kan samles i mørket og markere, at selv om vi går mod mørkere tider, er der stadig lys i mørket.

- I det hele taget betyder samværet noget her i mørket. Så det skal fokuseres. Derfor holder vi det kun denne ene aften. Jeg synes, at det er vi lykkedes med ganske godt, siger Jytte Vad, der er overbevist om, at de tre arrangører også stiller op igen næste år, så der atter kan blive lysfest i efterårsmørket ved Bratskov.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste