Kunsten i Han Herred på tur til Utzon Center
Som led i projekt Kunsten i Han Herred − og som årets "Kend din egn udflugt" i regi af Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred - arrangeres en fælles tur til Aalborg for at se udstillingen: Svinkløv - fra Packness til Praksis, der tager udgangspunkt i et vigtigt stykke af egnens kulturhistorie.
Der er afgang fra Kirkepladsen i Fjerritslev torsdag 10. august klokken 16.00.
Der er opsamling ved Statoil på Aalegaards Mark kl. 16.05 og rutebilstationen i Brovst klokken 16.15.
Der køres sammen i private biler. Tilmelding snarest muligt til Herdis Lau på mobil 29 26 53 89
Utzon Center stiller i udstillingen skarpt på arbejdet med fornyelse af den arkitektur, som er bundet til tradition og håndværk. Praksis arkitekter er lige nu en af de mest interessante tegnestuer i Danmark, og de tegner i disse måneder de første skitser til fremtidens Svinkløv. Et byggeri, der i foråret 2019 indtager Svinkløv efter Ejnar Packness klassiske bygning, som brændte i september 2016.