Krabben kom hjem
SLETTESTRAND: Nu er Slettestrands vartegn – den sorte kæmpekrabbe – vendt tilbage til sin normale plads med udsigt over anløbspladsen og Jammerbugten lige ved siden af Havbådeværftet.
Krabben blev stillet op igen lørdag formiddag af de frivillige i foreningen Krabbens Venner.
Den to en halv meter høje krabbe, der blev stillet op i 1981, er lavet af jern – og den saltholdige luft ved kysten tærer på den. Så af og til skal den værksted og have lappet hullerne og en frisk gang maling.
Undervognsbehandling
- Vi fjernede krabben sidste efterår – og så har vi makket på den hele vinteren. Den er blevet slebet, svejset, lappet, har fået en gang undervognsbehandling og en gang frisk maling, så nu er den så god som ny, erklærede formand Las Albrektsen Albrektsen fra foreningen Krabbens Venner.
- Det har ikke kostet en øre. Alt er betalt af sponsorer – og så er det nogle af foreningens medlemmer, der har udført arbejdet. Sidst krabben blev renoveret, var i 2015. Jeg spurgte holdet fra dengang, om de ville være med igen. Det sagde de alle ja til, så nu er vi en lille flok, der kender krabben bedre end de fleste, fordi vi har renoveret den to gange.
- Nu er den så tilbage igen. Det ved vi, at mange er glade for. Krabben har været savnet i vinterens løb – og mange har spurgt til den. Nu er den tilbage. Vi håber, den vil sprede glæde.
- Især blandt børnene. For i modsætning til mange andre skulpturer er det tilladt for børn at klatre i krabben, så det glæder vi os til at se.
Kaffe og kage
Da krabben var på plads, og Las Albrektsen havde holdt sin tale, var der kaffe og kage til de knap 100 Slettestrand-beboere og turister, som havde overværet opstillingen.
Slttestrands berømte krabbe stillet op den 4. april 1981. Den er udført af Erik Nielsen, frederikshavnsk tusindkunstner, som lavede den i 1978.
Ifølge Erik Nielsen startede ideen for sjov, da han havde fået et nyt svejseapparat, som skulle prøves af. Men da arbejdet tog form, arbejdede han ivrigt videre og endte med en tro kopi af det ottebenede havdyr med de store kløer. Skulpturen passer ifølge Erik Nielsen perfekt til havet ved Slettestrand, der - nøjagtig ligesom krabben - er barsk.
Las Albrektsen fortæller, at krabben i første omgang blev tilbudt hans forældre, Sonja og Kai Albrektsen, der i sin tid drev Slettestrand Gl. Iscafé. Erik Nielsen ville forære krabben til opstilling i familiens have.
- Det sagde de nej til. Det var nok meget fornuftigt, når man tænker på, hvor stor en attraktion, der er blevet, fortæller Las Albrektsen.
Krabben blev herefter foræret til Han Herreds Turistforening, der lod den opstille på den private grund ved parkeringspladsen ved Han Herred Havbåde.