Kombinér søndagsgåturen med indsamling
Røde Kors efterlyser indsamlere til Pandrup og Aabybro
AABYBRO/PANDRUP: Søndag den 2. oktober går frivillige på gaden for at samle ind til udsatte i Danmark og i verdens brændpunkter. Røde Kors inviterer borgere i Aabybro-Pandrup til at være med og opfordrer til, at man tager en indsamlingsbøsse med på søndagsgåturen.
- Man kan være med til at gøre en helt konkret forskel for udsatte ude i verden og herhjemme ved at gå en rute, som tager to-tre timer. Derfor håber jeg meget, at man lokalt vil bakke op om indsamlingen, som kommer til at udgå fra Røde Kors-butikken i Pandrup, oplyser indsamlingsleder for Pandrup, Anne-Dorte Christensen, i en pressemeddelelse.
I år vil pengene blandt andet gå til ukrainske børn og deres familier, som er kastet ud i voldsom krig og flugt, og katastroferamte børn i Yemen og Afghanistan, der har desperat brug for mad, vand, akut lægehjælp og psykosocial støtte.
I Danmark går pengene til udsatte familier, der kæmper med sygdom, svære livssituationer og en trængt økonomi. Flere børn oplever at stå udenfor, fordi der ikke er penge til fritidsaktiviteter, klasseudflugter og fødselsdage.
Typisk samler indsamlere mellem 1.000 og 1.200 kroner på en rute. For disse penge kan Røde Kors eksempelvis give en hel måneds livreddende mad til 20 katastroferamte børn eller seks måneders støtte til et barn i en udsat familie i Danmark.